Smukfest slår ned på farlig lattergas-trend

Smukfest i Skanderborg overvejer at klippe gæsternes armbånd, hvis de forbryder sig mod forbuddet, lyder det fra sikkerhedschefen.

Det er lattergas-patroner som disse, der bliver indtaget. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Smukfest, som netop nu indtager bøgeskoven i Skanderborg, er som den første danske festival gået til kamp mod lattergas som rusmiddel.

Vagter på festivalen vil under festivalen ikke se passivt til, hvis de ser de små sølvfarvede patroner, gassen kommer i.

Læs også Populært rusmiddel flyder i gaderne

I stedet vil de opsøge de unge og tage en dialog med dem om deres forbrug, og i nogle tilfælde direkte konfiskere det, lyder det fra festivalens sikkerhedschef, Thomas Rydahl.

- Hele landet har oplevet, at det er blevet en trend. Man ser det alle steder, i alle byer. Derfor har vi valgt på et tidligt stadie at tage snakken med de unge og sige, at de skal finde på noget andet, siger han.

Smukfest er som den første danske festival gået til kamp mod lattergas som rusmiddel. Billedet er fra teltområdet KærligHeden. Foto: Mikkel Berg Pedersen - Ritzau Scanpix

Mister ilten til hjernen

I Danmark er det ulovligt at sælge lattergas med henblik på beruselse, men det er alligevel nemt at anskaffe, da gassen også bruges i erhvervslivet - eksempelvis til bagerens sifoner til flødeskum. Til dette formål kan de købes fuldt lovligt og helt ned til til tre kroner stykket.

Det har betydet, at det i dag er én ud af syv unge mellem 18 og 25 år, der har prøvet at indtage det.

Læs også Regeringen vil gøre det sværere at købe lattergas

Rusmidlet er dog langt fra ufarligt, og det er netop grunden til, at festivalen i Skanderborg har valgt at iværksætte en indsats.

- Det er ikke sundt, og når de unge mennesker har drukket rigtigt meget og begynder at tage det, så kan det gå rigtig galt, siger sikkerhedschef Thomas Rydahl.

Derfor har vi valgt på et tidligt stadie at tage snakken med de unge og sige, at de skal finde på noget andet.

Thomas Rydahl, sikkerhedschef, Smukfest

Det kortvarige rus, som lattergassen giver, bliver fremprovokeret af, at hjernen ikke får ilt i et øjeblik - og det kan i allerværste tilfælde bevirke, at man bliver kvalt.

Derfor kan det potentielt være livsfarligt, forklarer overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom, som i sit arbejde selv har oplevet dødsfald som følge af brugen af lattergas.

- Det er typisk, fordi de har blandet rusmidlet med alle mulige andre stoffer, siger han.

FAKTA OM LATTERGAS

Lattergas, som man kender det fra bedøvelse hos tandlægen, er fremstillet til medicinsk brug. Det er blandet op med 50 procent ilt.

 

Gassen i lattergaspatroner til sifoner er ikke blandet op med ilt. Derfor kan misbrug af gassen fortrænge ilten i lungerne hos den, der inhalerer den.

 

Når gassen indtages, sker det som regel gennem en ballon eller en flødeskums-sifon.

 

 

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen og Henrik Rindom

Unge byder tiltaget velkommen

I de fleste tilfælde kan bivirkningen dog være, at de unge brugere bliver utilpasse, svimle og får kvalme.

Ikke desto mindre er det en god ting, at Skanderborg Festival regulerer brugen, mener Henrik Rindom, som blandt andet så, at lattergassen var ekstremt udbredt på Roskilde Festival i starten af juli.

De unge, som TV 2 har været i kontakt med, er da også positivt stemte overfor tiltaget. Det gælder blandt andet festivalgæsten Oliver Denard, som mener, at et forbud er helt på sin plads.

Læs også Strand plaget af affald: Torben fandt gaspatroner smidt på jorden

- Det giver mening at gå udover lovgivningen, for det er jo for festivalgængernes eget bedste, siger han.

Endnu handler indsatsen mest om at oplyse og sørge for, at de unge tager bedre valg, men sikkerhedschef Thomas Rydahl udelukker ikke, at der kan blive tale om, at festivalen klipper armbånd i kampen mod lattergas på festivalen.

- Men det er kun i de allerværste tilfælde, for det er ikke formålet med det her, siger han.

I stedet skal festivalen sørge for, at det er trygt, og at de yder den nødvendige omsorg over for de unge gæster, lyder det.

01:58

VIDEO: Flere østjyder oplever, at der ligger lattergaspatroner rundt omkring i gaderne. Tv-indslaget er fra tirsdag den 6. august 2019.

Luk video