Se her hvor meget og hvornår det kommer til at regne hos dig i dag
Et regnvejr fra vest bevæger sig ind over hele landet, men svækkes en smule på vejen.
Efter et par dage med solskin og tørvejr, venter der en Kristi himmelfartsdag med regn til hele landet. Mest regn kommer der i Jylland, hvor der generelt ventes mellem 4 og 8 millimeter, mens der falder cirka det halve på Øerne.
Regnvejret huserer allerede i morgentimerne over Jylland og bevæger sig hurtigt østover.
På nedenstående link kan du se hvor det regner netop nu på det aktuelle radarbillede.
Inden formiddagen er omme vil regnvejret også spadsere ind over Fyn og nå det meste af Sjælland. Det kan være til gene for de mange konfirmationer, der er på Kristi himmelfartsdag.
I eftermiddagstimerne vil regnvejret være mindre intenst, men det vil fortsat regne mange steder i landet.
I København er der Distortion, som i perioder kan få lidt regn i eftermiddag.
Til aften bliver det efterhånden tørvejr, men det vil fortsat være skyet, og termometrene bevæger sig ikke ret meget i dag. Det vil igen føles koldt med kun 11-14 grader og frisk vind. I perioder kan vinden være helt op til kuling ved kysterne. Først på dagen er vinden fra syd, men efter regnvejret drejer den til vest.