Salling Group taber sag til dansk designer

Salling Group og leverandøren Ronald er dømt til at betale erstatning.

Keramikeren Anne Black, der i en video fortæller, hvordan hun føler sig kopieret af Netto. Foto: Anne Black / Anne Black

Netto har solgt varer, der krænker den danske keramiker Anne Blacks ophavsrettigheder.

Det har Sø- og Handelsretten slået fast i en sag, der har varet tre år.

Læs også Voldelige fodboldfans efterlyses: Kan du genkende dem?

Sagen begyndte i 2016, da Anne Black blev gjort opmærksom på, at Netto i sin tilbudsavis reklamerede for en krukke, en potte og en vase, som til forveksling lignede hendes eget design.

Varerne, som blev solgt til spotpris i Netto, lignede Anne Blacks design så meget, at leverandøren Ronald A/S og Salling Group A/S, som Netto er en del af, nu er dømt til at betale halvanden million kroner i erstatning til Anne Black ApS.

Læs også Ikonisk kendishus til salg - er Aarhus' dyreste på markedet

De er ligeledes dømt til at betale sagens omkostninger på knap 300.000 kroner plus renter.

- Retten har ved sin besigtigelse af de omtvistede produkter kunnet konstatere, at disse i det væsentlige har samme designmæssige udtryk som de tilsvarendeprodukter fra Anne Black, fremgår det af dommen.

En "kæmpe oprejsning"

Dommen slår fast, at alle tre design er beskyttet af ophavsret. Dommen lægger vægt på, at hele brandet Anne Black har lidt skade i forbindelse med salget af de langt billigere varer i Netto.

Supermarkedskæden solgte eksempelvis en hængende blomsterkrukke, som var produceret i Kina, til 39 kroner. Anne Blacks hængekrukke kostede 350 kroner. Det var et af de design, som hun anklagede leverandøren for at plagiere.

Til venstre den hængepotte, som Netto solgte i 2016. Til højre Anne Blacks håndlavede design. Foto: TV 2

At retten var enig, er en "kæmpe oprejsning for Anne Black," lyder det fra virksomhedens advokat, Johan Løje.

- Det er en af de allerstørste erstatninger, som er blevet tilkendt en dansk designvirksomhed for krænkelse af deres design i Danmark, udtaler han i en mail til TV 2.

Til venstre den keramikkrukke, som Netto solgte til spotpris i 2016. Til højre Anne Blacks design. Foto: TV 2

Ny standard

Virksomheden Anne Black ApS blev stiftet i 2005 af keramiker Anne Black og hendes mand Jesper Moseholm, der er administrerende direktør. Virksomheden laver håndlavet keramisk design, som sælges i udvalgte butikker som Bahne og Illums Bolighus.

Læs også Politisk ordfører taler østjysk bopæl ned - partikollega taler den stolt op

- Dommen viser, hvor skadeligt det kan være for en dansk designvirksomhed at blive plagieret af danske handelshuse og supermarkedskæder, og den sætter en ny standard for tilkendelse af erstatning i disse sager. Noget, branchen har sukket efter, lyder det fra advokaten.

Til venstre den vase, som Netto solgte til spotpris for tre år siden. Til højre Anne Blacks keramikvase. Foto: TV 2

Den administrerende direktør i Ronald, tidligere DR-generaldirektør Kenneth Plummer, har nægtet, at virksomheden har krænket Anne Blacks rettigheder. Alligevel tilbød den i december Anne Black en million kroner i forlig for at droppe retssagen. Det afslog designvirksomheden.

Ronald og Salling Group har nu 14 dage til at anke.