Salget af elbiler stiger - tre måneders ventetid på ny model

Danskernes interesse for elbiler er vokset de første 20 dage af januar.

Tesla lancerede i denne måned Tesla 3, der er en mere prisfornuftig bil end deres øvrige modeller. Foto: Ritzau Scanpix

Elbilerne har efter flere år, hvor det syntes som om, de var løbet helt tør for strøm, pludselig fået tag i danskerne. Salget vokser kraftigt fra et lavt niveau.

Det fremgår af helt nye tal fra automobilimportørerne, der viser, at der er solgt 200 elbiler i årets tre første uger.

Danskernes interesse for elbiler er vokset de første 20 dage af januar. Fra et beskedent salg på kun 18 biler i de første knap tre uger af 2018 er der i samme periode i år solgt ti gange så mange elbiler.

Læs også Østjysk by vil være CO2-neutral allerede i 2025

Direktøren i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg, mener, at den store købelyst tyder på, at elbilerne står foran et gennembrud.

- Salget af elbiler begyndte at tage fart i andet halvår i 2018, og det fortsætter nu ind i det nye år. Forbrugerne har fået sikkerhed for de lave afgifter på kun 20 procent, og elbilernes rækkevidde er gennem større batterier også blevet stærkt udvidet. Så alt i alt udgør de grønne biler nu et klart alternativ til traditionelle biler for flere familier, siger Gitte Seeberg.

02:53

Der er for få ledige p-pladser med ladestationer til elbiler i Aarhus. Sådan lyder kritikken fra flere elbilejere, og Aarhus Kommune erkender problemet (indslag fra juni 2008).

Luk video

Hun peger også på, at der er kommet nye elbilmodeller på markedet, og at priserne på elbilerne er blevet mere konkurrencedygtige i forhold til de traditionelle benzin- og dieselbiler.

For eksempel har den moderne elbils opfinder, Tesla, i denne måned lanceret Tesla 3, der er en mere prisfornuftig bil end deres øvrige modeller.

En rundspørge til en række forhandlere viser, at der lige nu er en ekstra interesse for elbilerne, der forventes at forstærke fremgangen for dem de kommende måneder.

Blandt andet Kia e-Niro, der er Kias svar på en elbil i folkevognsklassen, er der stor interesse for, lyder det. Der er allerede tre måneders ventetid.

- Vi oplever, at kunder skriver under, selvom vi kun har en hybridbil at vise dem, og at de accepterer ventetiden uden at blinke, siger Peter Hansen, Andersen og Martini.

Læs også SF vil bane vejen for bilfrie søndage

Der er mere end 50 underskrevne slutsedler.

1545 elbiler solgt i 2018

Generelt har salget af elbiler været en træg affære de seneste år.

Læs også Aarhus er langt fra målet om 200 el-delebiler

Det samlede salg beløb sig kun til 1545 elbiler sidste år, hvilket dog var en fordobling i forhold til året før. Dermed er den samlede bestand af elbiler på de danske veje nu lige knap 10.000.

- Statsministeren har en ambition om, at der kommer en million grønne biler ud på vejene senest i 2030. Det er meget ambitiøst, og skal man i mål med det, vil det kræve et meget stort finansieringsbehov. Men der er heller ingen tvivl om, at der kommer til at ske en masse på den grønne front, når bilfabrikkerne begynder at masseproducere deres nye elbilmodeller, siger Gitte Seeberg.

Finansministeriet har beregnet, at den grønne omstilling af transportsektoren vil koste omkring 88 milliarder kroner frem til 2030.

Læs også Forslag om at lave CO2-neutral by vækker undren