Regeringen dropper besparelser på friskoler - skoleleder jubler

Regeringen har trukket sit forslag om at spare på støtten til friskoler tilbage.

Siden den socialdemokratiske regering fremlagde forslaget har der været massiv modstand mod det. Nu er det taget af bordet. Arkivfoto.

Regeringen dropper forslaget om besparelser på landets friskoler, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, efter dagens forhandlinger til TV 2.

- Vi er glade for, at de har taget forslaget helt af bordet, siger Pernille Skipper til TV 2.

Fantastisk. Simpelthen fantastisk.

Michael Kjær, skoleleder, Ugelbølle Friskole

Regeringen ønskede at skære i det statslige tilskud til fri- og privatskoler, så de fik cirka 2994 kroner mindre per elev om året.

I alt ville regeringen tage 300 millioner kroner fra friskolerne og bruge dem på folkeskolen i stedet.

Jubel på østjysk friskole

På Ugelbølle Friskole på Djursland glæder de sig over nyheden om, at besparelserne er taget af bordet. 

- Fantastisk. Simpelthen fantastisk, siger Michael Kjær, der er skoleleder på Ugelbølle Friskole, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Færre penge til privatskolerne: - Vi vil ikke kun være en skole for de privilegeredes børn

Her har regeringens forslag skabt stor usikkerhed og sat en midlertidig stopper for drømmene om en større skole med plads til flere af områdets elever.

02:33

58 østjyske friskoler kan nu ånde lettet op. Regeringens forslag om at spare på tilskuddet til privat- og friskoler er nemlig droppet. Det vækker stor glæde på Ugelbølle Friskole, der nu er et skridt nærmere at få drømmen om udvidelse af skolen opfyldt.

Luk video

- Vi vil gerne have flere kvadratmeter, fordi vi er godt fyldt ud, da der flytter mange til området. Men vi har tænkt, at vi ikke kunne sætte en udvidelse i gang, når der var så meget usikkerhed. Men nu er der da en åbning igen for, at det kan lade sig gøre, siger skolelederen. 

Modstand fra start

Siden den socialdemokratiske regering fremlagde forslaget har der været massiv modstand mod det.

Hele blå blok og Radikale Venstre stillede sig imod en beskæring af tilskuddet til friskolerne.

Vi har tænkt, at vi ikke kunne sætte en udvidelse i gang, når der var så meget usikkerhed. Men nu er der da en åbning igen for, at det kan lade sig gøre.

Michael Kjær, skoleleder, Ugelbølle Friskole

På trods af flertallet imod regeringens ambitioner ville Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, ikke lægge forslaget i graven i begyndelsen af oktober.

- Vi ser hellere, at man bruger midlerne på at styrke velfærden og folkeskolerne, og så må vi jo tage den forhandling med de andre partier, sagde han i forbindelse med præsentationen af finanslovsforslaget til Altinget.

Læs også Skole dropper kantinen for nyt koncept: Ud med skodmad - ind med god mad

Selvom friskole-forslaget nu er lagt i graven, håber Pernille Skipper på, at man stadig kan finde penge til folkeskolerne.

- Det er stadig på bordet, at vi skal have styrket vores folkeskole, slår hun fast.