Rådhus fik solceller for 1,8 millioner - nu risikerer de at skulle rives ned

Bureaukrati og administrative regler gør det umuligt at drive kommunale solcelleanlæg. Sådan lyder kritikken nu fra landets kommuner

00:31

Fire solcelleanlæg i Silkeborg bliver lige nu drevet ulovligt, fordi kommunen ikke har oprettet et selskab bag anlæggene. Video: TV 2

På toppen af rådhuset i Silkeborg glinser taget.

Ikke fordi det er belagt med glaserede teglsten, men fordi rådhuset for fire år siden fik monteret solceller for 1,8 millioner kroner. Anlægget leverer lige nu grøn strøm til rådhuset, men det kan snart være slut.

Læs også Risskov Gymnasium er Aarhus’ mest grønne

For det og tre andre solcelleanlæg i kommunen bliver lige nu drevet ulovligt, fordi Silkeborg Kommune ikke har oprettet et selskab bag anlæggene, som reglerne ellers kræver. Derfor kan konsekvensen blive, at Silkeborg Kommune nu må rive de fire ellers velfungerende anlæg ned.

- Det giver jo ikke mening det her. Det er fuldstændig vanvittigt, siger borgmesteren i Silkeborg Kommune, Steen Vindum (V).

 

Solcelleanlæg skal drives som selskab

Siden 2013 har det været lovpligtigt for kommunerne at oprette et selskab for hvert eneste solcelleanlæg, som kommunerne opstiller på eksisterende kommunale bygninger, hvis anlægget producerer mere strøm, end det selv kan bruge.

Men det medfører så store administrative omkostninger og bøvl for de enkelte solcelleanlæg, at det ikke kan løbe rundt økonomisk, lyder det fra kommunerne.

Hvis vi skal leve op til alle de her mærkelige regler, så betyder det, at vores anlæg ikke kommer til at køre.

Steen Vindum (V), borgmester, Silkeborg

- Hvis vi skal leve op til alle de her mærkelige regler, så betyder det, at vores anlæg ikke kommer til at køre. I værste fald så kommer vi til at skulle demontere dem eller klippe ledningen til dem, siger Steen Vindum.

Samme historie gælder for i alt 27 kommunale anlæg i hele landet til en samlet værdi af 25 millioner kroner.

De er alle bygget før, reglerne blev indført i 2013. Her oprettede den daværende regering en pulje på 20 megawatt, der skulle sikre en dispensation fra de nye regler til de i forvejen byggede anlæg. Men puljen var ikke stor nok til at dække alle solcelleanlæg.

- Vi føler os en lille smule til grin, vi føler os taget ved næsen. Vi har egentlig gjort alt, hvad regeringen og staten siger. Vi har investeret i grøn omstilling. Det er i øvrigt en rigtig god økonomisk investering for mine borgere. Derfor står vi tilbage med en følelse af, at her er vi blevet snydt, siger Silkeborgs borgmester.

00:50

VIDEO: Se et interview med Venstres energiordfører, Thomas Danielsen.

Luk video

Kommuner dropper solcelleinvesteringer

En lang række kommuner har desuden droppet deres fremtidige investeringer i solceller som konsekvens af reglerne. En af dem er Middelfart Kommune, der ellers slår sig op på at være pionerer indenfor grøn energi.

- Vi vil sådan set gerne have tidoblet vores mængde af solceller i kommunen for at være med på den grønne omstilling. Men det er i praksis umuligt, med den måde reglerne er skruet sammen i dag, siger borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd Jensen (S).

Kommunen har, ligesom Silkeborg, også anlæg i klemme. Her drejer det sig om et mindre solcelleanlæg på en børnehave i byen Føns. Og det ærgrer borgmesteren, at administrative regler skal spænde ben for ønsket om grøn energi.

Læs også Ny lovfortolkning gør solcelle-anlæg ulovlige

- Alene det at hyre en revisor til at lave årsregnskabet, det er sådan set dyrere end det strøm, der kommer ud af det her anlæg. Men det giver også en masse administrativt bøvl, så det er slet ikke muligt at drive, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Han og Steen Vindum opfordrer nu Folketinget til at ændre reglerne, så det igen kan betale sig at sætte solceller op.

- Jeg håber rigtig meget på, at Folketinget vil tage det her alvorligt og få ændret reglerne. Man kan jo for eksempel sætte en bagatelgrænse, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

- Vi kan simpelthen ikke tro på, at der er politikere i Danmark, der mener, at det er den rigtig løsning (at pille anlæggene ned, red.), siger Steen Vindum.

Læs også Større lokale sundhedshuse skal løse lægemangel

Venstre: Kommuner skal følge loven

Kommunernes Landsforening har i deres input til det kommende energiforlig krævet, at reglerne ændres, så kommunerne kan opstille solcelleanlæg uden kravet om at skulle drive et selskab bag anlæggene.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har ikke haft mulighed for at stille op til et interview med TV 2, men Venstres energiordfører, Thomas Danielsen, giver ikke meget for kommunernes kritik.

- Udbygningen af grøn energi har aldrig været bedre, end den er lige nu. Det går faktisk fantastisk godt. Så deres trussel om, at den grønne omstilling går i stå på grund af det her, afspejler sig i hvert fald ikke i tallene, siger Thomas Danielsen.

Venstre præsenterer deres energiudspil efter påsken, men Thomas Danielsen kan allerede nu afsløre, at Venstre ikke går til de kommende energiforhandlinger for at ændre reglerne for kommunerne.

Læs også Danmarks største rumprojekt klar på affyringsrampen

- Kommunerne skal spille efter de samme spilleregler som alle andre. Præcis ligesom de private aktører, der vil stille solceller op, også skal. Så vi kommer ikke til at lave særlig lovgivning kun til kommunerne i et kommende energiforlig, siger Thomas Danielsen.

Kommunerne: Eneste løsning er en regelændring

Selv har kommunerne ikke tænkt sig at give sig. Ifølge dem er eneste udvej for fremtidige kommunale solcelleanlæg, at Folketinget bliver enige om at ændre reglerne.

Er I som kommuner ikke bare nødt til at sluge de her regler og betale, hvad det nu engang koster at lave den grønne omstilling?

- Burde Folketinget ikke bare ændre reglerne på det her område, så det var meget nemmere at administrere det? Jeg tror på, at hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, så skal det være nemt og enkelt at gå til for alle parter, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Foreløbig nægter Silkebog Kommune at pille kommunens fire anlæg ned, selvom de lige nu bliver drevet ulovligt.

- En gang imellem skal man turde at stille sig op imod regler og bureaukrati og mærkelige ting i Danmark. Og det er egentlig det, vi forsøger her. At sige "det her giver ingen mening", siger Steen Vindum.

03:21

VIDEO: Se et længere interview med Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V).

Luk video