Prognoser: Den første efterårsfrost kan være på vej

Søndag morgen eller mandag morgen kan temperaturen i Østjylland nå ned nær frysepunktet, viser prognoser

Den første nattefrost vil muligvis indfinde sig søndag morgen eller mandag morgen. Foto: Kristian Djurhuus - Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Natten er længere end dagen, regnen har silet ned, vinden har suset i træerne, og vi har sågar også fået den første storm.

Tegnene på efterår er mange, men ét ufravigeligt efterårstegn har endnu ikke vist sig over Danmark - nemlig nattefrosten.

Det kan der dog blive lavet om på allerede i løbet af de kommende døgn, hvis prognoserne ellers står til troende.

Risiko for nattefrost søndag eller mandag

Sidst på weekenden og i begyndelsen af næste uge tyder noget nemlig på, at en højtryksryg kortvarigt skal stabilisere vejret, efter at koldere luft fra nord har blæst ned over landet.

Koldere luft kombineret med rolige vindforhold og klart vejr er de vigtigste ingredienser for, at vi kan få nattefrost.

Allerede tidligt søndag morgen kan temperaturen nogle steder nå ned nær blot et par graders varme, men det er måske især mandag, at termometret lokalt i landet kan vise temperaturer lige under frysepunktet.

Mest udsat for efterårets første nattefrost er man i Midtjylland, Himmerland, trekantsområdet og Sønderjylland. 

Helt normalt hvis frosten kommer nu

Skulle efterårets første frost sætte ind lokalt søndag eller mandag, vil det være helt normalt. 

Den første nattefrost viser sig typisk i første halvdel af oktober, men tidspunktet kan svinge fra slutningen af september og helt til starten af november. 

Tilbage i 1995 fik vi sågar lokal nattefrost så tidligt som den 30. august.

Datoer for første nattefrost

2016: 24. oktober
2015: 19. oktober
2014: 23. september
2013: 28. september
2012: 11. oktober
2011: 9. oktober
2010: 12. oktober
2009: 13. oktober
2008: 6. oktober
2007: 9. oktober
2006: 30. oktober
2005: 17. september
2004: 9. oktober
2003: 30. september
2002: 24. september
2001: 8. november
2000: 6. november
1999: 15. oktober
1998: 6. oktober
1997: 28. september
1996: 11. september
1995: 30. august
1994: 4. oktober
1993: 19. september
1992: 7. oktober