Professor: Forsikring påvirker ikke din sundhed

Flere og flere tegner en privat sundhedsforsikring, men danskerne får det, de skal bruge i det offentlige, siger ekspert

00:52

Ifølge Lone Ryberg fra Danica Pension er der stor stigning i stressrelaterede sygdomme.

I samarbejde med tv2.dk

Flere og flere danskere vælger en privat sundhedsforsikring til. Nye tal viser, at forsikringsselskaberne de seneste fire år har oplevet en tilgang af kunder på 20 procent.

Men ifølge professor Jakob Kjellberg, der er programleder for Sundhed ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har forsikringerne ingen sundhedsmæssig betydning.

Læs også Husk regntøj: Torsdag bliver en våd fornøjelse

Danskerne får det, de skal bruge i det offentlige og bliver hverken mere eller mindre raske ved at have en sundhedsforsikring, forklarer han.

- Der er ingen dokumentation for, at en forsikring vil påvirke din sundhedstilstand. Men det kan godt være rart at have en.

- Derfor er det et spørgsmål om tryghed og præferencer. Har man brug for lædersæder i bilen? Stofsæderne skal nok holde, og du kan godt komme fra det ene sted til det andet, selvom du vælger stof fremfor læder, siger han til TV 2.

Det offentlige tilbyder flere ydelser

Kan det være nødvendigt med en sundhedsforsikring, hvis man bliver alvorligt syg?

- Nej. For sundhedsforsikringerne har ikke noget som helst at gøre med akutte behandlinger.

Jakob Kjellberg forklarer, at det private sundhedssystem tilbyder en meget lille del af, hvad det offentligt tilbyder, men ventetiden kan være kortere.

Læs også SIF-fans sender tudekiks og offside-regler til AGF-profil

- Men det betyder ikke noget for din helbredsrisiko, at du går længere tid med dit dårlige knæ, end hvis du var blevet behandlet hurtigere ved hjælp af din private forsikring, siger han.

Professoren understreger dog, at kunderne så ligeledes kan få tilbudt nogle behandlinger, som man ikke kan i det offentlige.

- Det kan være alternativ behandling, som man ikke tror på i det offentlige.

Flere er stresset

Brancheforeningen Forsikring og Pension oplyser, at cirka 20 procent af de forsikrede danskere årligt gør brug af den.

Lone Ryberg, der er chef for skade og helbred ved Danica Pension, fortæller, at det særligt er behandling af knæ, nakke og skuldre, kunderne bruger forsikringen til.

Læs også Karakterer stresser i folkeskolen: Sidst havde jeg søvnbesvær

- Og så ser vi en stor stigning i stressrelaterede sygdomme, hvor vi går ind og agerer på symptomerne med stresshåndtering og hjælper, hvis man bliver ramt af stress, siger hun.

Udgifter til operationer er størst

Men hvad bruger danskerne deres sundhedsforsikring til?

Ifølge tal fra Forsikring og Pension går forsikringernes udgifter primært til operationer, men det er der en god forklaring på, siger Jesper Danneris Luthman, der er branchedirektør hos Sundhed Danmark, der er foreningen af danske sundhedsvirksomheder.

- Udgifter til en operation er større end ved eksempelvis fysioterapi. Selvom man måske får flere behandlinger hos en fysioterapeut, så er en operation alligevel dyrere. Og derfor fylder operationerne også mere i statistikken, siger han til TV 2.