Pas på glatte veje - vi har den koldeste morgen i dette efterår
Vi er mandag stået op til den koldeste morgen siden april måned
Der er is på bilruderne og risiko for rimglatte veje i stort set hele landet, når man mandag morgen skal afsted på arbejde eller i skole.
Der bliver også brug for hue, halstørklæde og handsker - for det er efterårets hidtil koldeste morgen, vi er stået op til.
Koldeste morgen i syv måneder
Med temperaturer omkring eller under frysepunktet er det frostvejr i store dele af landet, og især i Midtjylland er temperaturen nået langt under 0 grader.
I Billund har man indtil klokken 5.30 haft -4,7 grader, som er den laveste temperatur målt i dette efterår.
Det er samtidig den koldeste morgen siden den 19. april, hvor termometeret viste -6,0 grader.
Vejene kan være spejlglatte
Og ikke nok med at det er koldt. De lave temperaturer giver risiko for rimglatte veje i stort set hele landet mandag morgen.
I det klare vejr er vejbanetemperaturerne i nattens løb de fleste steder faldet til under frysepunktet, og derved kan vanddamp i luften afsættes som rim på veje, cykelstier og fortove og gøre dem spejlglatte.
Selv om termometeret i bilen eller uden for køkkenvinduet viser plusgrader kan vejbanetemperaturen sagtens være mere end et par grader koldere.
Mandag morgen ligger vejbanetemperaturen på store dele af Sjælland og i Nordjylland lige omkring eller under frysepunktet, mens de i den sydlige halvdel af Jylland ligger flere grader under frysepunktet.
Kør forsigtigt
Med risiko for glatte veje, skal man køre ekstra forsigtigt - og som altid efter forholdene. Ved både risiko for glatte veje betyder det at sænke hastigheden og holde ekstra god afstand.