Østjysk X-factor deltager kunne ikke holde tårerne tilbage
Kristian Kjærlund fra Horsens har altid haft svært ved at bedømme sig selv. Under 'X Factor' har følelserne overmandet ham.
Han har drømt om at være med, lige siden han så den første sæson af 'X Factor' på tv-skærmen i hjemmet i Horsens.
To gange tidligere har han forsøgt sig – i sæson 7 og 8 – men han er aldrig nået så langt som nu.
Læs også
Bootcampen er sidste stop inden liveprogrammerne, og her skal dommerne hver vælge deres tre live-deltagere. Derfor er der et ekstra pres på hos alle deltagerne – især hos 23-årige Kristian Kjærlund.
Han blev så rørt efter at have sunget foran Blachman, at tårerne trængte sig på. De kom frem, da han efterfølgende mødte 'X Factor'-værten Sofie Linde – og før han kendte sin videre skæbne i programmet.
- Det kom helt bag på mig. Jeg tror både, det var lettelse over, at det nu var gjort. En frustration over ikke at kunne gøre mere, og så at det i det øjeblik for alvor gik op for mig, hvor langt jeg var nået, siger han til TV 2.
Det pegede han også på som grunden til tårerne over for Sofie Linde.
- Erkendelsen af, at jeg rent faktisk er her. Det er først nu, at jeg har fået den.
Læs også
Manglende selvtillid
For det var ikke en selvfølge for Kristian Kjærlund, at han skulle nå dertil. Den midtjyske deltager, der er i gang med en bachelor i idræt på Syddansk Universitet, kæmper nemlig med selvtilliden.
Han er kritisk, når det kommer til sine egne optrædener, og til sin audition i efteråret tænkte han, at det kunne gå begge veje.
- Jeg har aldrig selvtillid nok til at tænke: "Jeg kan det her, så nu gør jeg det". Jeg har altid været enormt dårlig til at bedømme mig selv, siger han.
Under sin skoletid har tårerne flere gange presset på midt under en fremlæggelse, og her har klassekammeraterne indimellem taget over.
- Jeg skal virkelig gøre mig umage for at pakke nerverne væk, hver gang jeg står foran mennesker og gør noget, siger Kristian Kjærlund.
Læs også
Men det er anderledes med musikken. I det øjeblik han synger, træder de mange følelser i baggrunden.
- Jeg tror, det er fordi, det er noget, jeg oprigtigt gerne vil.
Stor drøm om at nå til liveshows
Kristian Kjærlund har da også fået masser af opbakning med på vejen.
Han gik fra sin audition med tre gange ja, ligesom han i podcasten 'X Factor - Dagen derpå' er blevet rost til skyerne for sin optræden til 5 Chair Challenge. Thomas Blachman har også fremhævet både Kristians stemme og hans fremtoning. Og lige præcis hans dommer er én, 'X Factor'-deltageren ser meget op til.
VIDEO: Der var fest i Odder, da X-factor Morten vendte hjem og sang for byen.
- Thomas har gennem tiden influeret mig og min smag rigtig meget. Hvorend han tager en deltager hen, tænker jeg altid: "Ej, det kan man også", siger Kristian, der har en stor drøm om at komme videre til liveshows.
- Det er det, jeg nærmest har fokuseret på at opnå i et halvt liv, siger han.
Ville ikke græde
Det er ikke første gang, at Kristian Kjærlund bliver rørt til tårer på tv. Det samme skete, da publikum rejste sig i en stående klapsalve efter hans sang til 5 Chair Challenge.
Men det kommer ikke som nogen overraskelse. Før 'X Factor' var han bevidst om, at følelserne måske ville overmande ham.
Læs også
- Jeg havde været meget bekymret i forhold til at græde, fordi jeg ved, hvordan man selv reagerer, når man ser, at andre gør det gentagne gange. Så tænker man: "Slap nu af", siger han og fortsætter:
- Jeg ville ønske, jeg kunne holde igen, for jeg tænkte, at jeg ville blive irriterende at se på. Men det formåede jeg så alligevel ikke.
På bootcampen siger dommerne traditionelt ikke meget, når deltagerne har sunget. Men tårerne og selvkritikken til trods følte Kristian Kjærlund sig alligevel tilfreds med sin version af 'The Ballad of Mona Lisa' af Panic! At The Disco.
- Omstændighederne taget i betragtning, så tror jeg ikke, at jeg kunne have gjort det bedre, sagde han til Sofie Linde, da han havde sunget.
Se, hvordan det går Kristian og de andre solister over 23 år og grupperne under bootcampen fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.