Østjysk parterapeut: - Flere danskere arbejder for deres ægteskab
Færre danskere er blevet skilt i 2018. En østjysk ekspert peger på, at én forklaring kan være, at flere opsøger hjælp og aktivt arbejder på deres parforhold.
Efter flere år med rekordmange skilsmisser valgte færre danskere i 2018 at afslutte deres ægteskab.
På tværs af landet var der således 14.936 skilsmisser mellem personer af forskellige køn sidste år. Da tallet i 2014 var på sit højeste, var der næsten 4500 flere skilsmisser. 2018 er samtidig første gang siden 2011 med færre end 15.000 skilsmisser i Danmark.
Læs også
Det viser tal fra Danmarks Statistik på baggrund af Det Centrale Personregister.
Kærlighed er ikke bare en følelse
Ifølge Mattias Stølen Due, der er direktør ved Center for Familieudvikling i Aarhus, tager flere par hånd om deres forhold, før det er for sent. Han fortæller, at de ved Center for Familieudvikling årligt oplever en stigende efterspørgsel og interesse for deres koncept ’partjek’, der skal tage temperaturen på parforhold, inden parrene bliver trætte af hinanden.
- Vi kan også konstatere, at flere og flere har indset, at kærlighed ikke bare er en følelse, som indfinder sig, men at vi faktisk kan gøre noget aktivt for at blive bedre til at elske hinanden. Det handler blandt andet om, at der er sket en aftabuisering, så det ikke længere er pinligt at indrømme, at man synes, det er svært at være i et parforhold, siger Mattias Stølen Due til TV 2.
Så mange blev skilt i din kommune
Tallene for 2018 viser ikke overraskende, at landets fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, er hjemsted for flest skilsmisser. Helt i front er København, hvor der var 1308 skilsmisser i løbet af 2018. Færrest var der på Christiansø, der for fjerde år i træk ikke oplevede nogen skilsmisser. Den lille fæstningensø har dog ikke status af kommune.
Læs også
I Østjylland er det Odder, der har med 50 skilsmisser i 2018 har haft allerfærrest. Herunder kan du se, hvor mange der blev skilt i din kommune i 2018.
Bemærk, at tallene tager udgangspunkt i mandens bopælskommune. Af denne grund kan der være forskelle fra kommune til kommune, da begge ægtefæller ikke nødvendigvis hører under samme kommune.
Antal skilsmisser i 2018 fordelt på kommuner
Så mange mænd med bopæl i den pågældende kommune blev skilt i løbet af 2018:
Aarhus: 657
Randers: 261
Silkeborg: 256
Horsens: 234
Skanderborg: 137
Syddjurs: 133
Favrskov: 122
Norddjurs: 113
Odder: 50
Skilsmisser på nettet
Fra 2006 til 2011 lå antallet af skilsmisser forholdsvist stabilt på cirka 14.000. Men de næste år steg det årlige antal skilsmisser - 1. juli 2013 blev det muligt at blive skilt på nettet ved hjælp af NemID, samt man sprang separationsperioden på seks måneder over.
Dengang sagde kommunikationschef i Danmarks Statistik Carsten Ulrik Zangenberg, at den nye digitale løsning var én af forklaringerne på de mange skilsmisser.
Efterfølgende pegede skilsmissecoach Mette Haulund Hinnerskov over for TV 2 derimod på faktorer som selviscenesættelse, og ’at man ikke lægger så meget i ægteskabet længere’.