Nyt skadedyr er kommet til Danmark - minder om sølvfisk, men er meget værre

Skægget sølvkræ minder om sølvfisk, men er sværere at komme af med.

Her ses en skægget sølvkræ. Foto: Tune Kruse

Et nyt skadedyr er flyttet ind hos danskerne. Dyret hedder skægget sølvkræ og minder meget om sølvfisk, som er temmelig almindelige i danske hjem.

Den kan ligesom sølvfisk finde på at gå i madvarer, men forskellen er, at skægget sølvkræ er sværere at komme af med.

Læs også Book en rottebekæmper eller få besøg af Bacon

Hos Miljøstyrelsen, som primært arbejder med at godkende gifte til skadedyrsbekæmpelse, kender man også til skægget sølvkræ.

- Vi hørte om skægget sølvkræ sidste år, da vores norske kolleger henvendte sig til os og gjorde os opmærksomme på, at de døjede med dem, fortæller Charlotta Wallensten, der er kontorchef i afdelingen for pesticider og biocider hos Miljøstyrelsen.

Biocider dækker over alle andre giftstoffer end pesticider - eksempelvis insektgifte til private hjem.

Vi hørte om skægget sølvkræ sidste år, da vores norske kolleger henvendte sig.

Charlotta Wallensten, kontorchef, Miljøstyrelsen

I Norge har de kendt til det lille dyr i flere år. Her har man oplevet en betydelig stigning i anmeldelser af skægget sølvkræ i norske boliger gennem de seneste år.

På trods af det har man stadig ikke fundet en god forklaring på, hvorfor de pludselig spreder sig.

Læs også Pas på med at fodre fuglene: Pludselig har du skadedyr i haven

Dog er de ofte observeret i nyere byggerier.

 

Sådan gør du, hvis du opdager skægget sølvkræ i dit hjem

1. Undgå fugt
 

2. Luft ud
 

3. Få varmet dit hjem op
 

4. Støvsug og gør rent
 

5. Skil dig af med de madvarer, som de skæggede sølvkræ er gået i.
 

6. Sørg for at pakke dine tørre madvarer såsom mel og gryn ind i lufttætte bøtter.
 

7. Brug kun gift som allersidste løsning, og kun hvis problemet er så omfattende, at det er særligt problematisk. Og så skal du altid sikre dig, at midlet er til bekæmpelse af kravlende insekter indendørs og godkendt af Miljøstyrelsen.

 

SKADEDYR I HJEMMET

 

1 - Bananfluer

  Foto: Søren Breiting

Mange døjer oftest med bananfluer henover sommeren, hvor de topper i august. Men de er faktisk i vores hjem hele tiden. Vi ser dem bare ikke, før de kommer frem fra deres skjul.

Bananfluer lever typisk i potteplanter, tomme flasker og skraldespande. Og når der så er frugt i hjemmet som eksempelvis bananer eller en overskåret citron, kommer de frem.

De kan også lide vinsjatter, gamle syltetøjsglas, kompost og gamle karklude. Har du disse ting i dit køkken, er der gunstige forhold for fluen, og den vil formere sig. Og det går stærkt. Hunnerne kan lægge op til 3000 æg, som hannerne hurtigt befrugter.

Hvordan kommer man af med dem?

Der er mange gode måder at holde bananfluerne væk på. Først og fremmest skal man holde sit køkken rent. Undgå også at have tomme flasker stående, åbne madvarer, overskåret frygt og beskidt opvask.

Du kan også lave en bananfluefælde af et glas med eddike eller rødvin, hvor du putter husholdningsfilm over og prikker huller i.

Derudover kan du anskaffe dig en kødædende plante. Og er alle disse ting forsøgt, og du stadig døjer med bananfluer, kan du købe insektspray til bekæmpelse.

 

2 - Tøjmøl

  Foto: Scanpix

Tøjmøl eller klædemøl er guld-/kobberfarvet og er særligt glad for uld, silke, tæpper, plaider og pelstøj. Derfor kan det også blive et dyrt bekendtskab, hvis ikke man hurtigt får bugt med møllene. De laver nemlig huller i tøjet, og deres afføring kan ses i lyst tøj som små, sorte pletter.

Inden man opdager hul i trøjer og lignende, vil man formentlig opdage dem, fordi de blafrer langsomt rundt og ligner små sommerfugle. Det kan også være, du opdager larverne på hylder, i skabe eller væggene.

Hvordan kommer man af med dem?

Tøjmøl kan være svære at få bugt med, men i første omgang kan man nedfryse sit tøj og støvsuge og vaske skab og skuffer ned for også at få indfanget æggene.

Derudover kan man sætte mølfælder op, som de tiltrækkes af. Er det helt umuligt at komme af med møllene, kan man kontakte et skadedyrsfirma.

 

3 - Melmøl

  Foto: PASCAL GOETGHELUCK/SCIENCE PHOTO LIBRARY

Melmøl er mørkegrå, små sommerfuglelignende dyr. De findes oftest i køkkenet, fordi de går i tørvarer såsom mel, gryn og nødder. Har du møl, kan det oftest ses i sammenklistret mel, fordi møllene laver en form for spind. 

Larverne vil oftest kunne ses kravle rundt i skabe og på vægge.

Hvordan kommer man af med dem?

Først og fremmest skal man finde årsagen til problemet. Derfor skal man rengøre skabet med tørvarer, kigge alle beholdere og poser efter. Alle tørvarer kan med fordel bevares i lufttætte bøtter og beholdere.

Et gammelt husmorråd mod møl er eddike, men æggene er mere hårdføre end selve møllene, og derfor skal man være opmærksom på, om der pludselig dukker nye, flyvende møl op. Man kan også købe mølfangere.

Er det umuligt at komme af med skadedyret, kan man kontakte et professionelt skadedyrsbekæmpelsesfirma.

 

4 - Rotter

  Foto: Linda Kastrup - Scanpix / TV 2 Lorry

Rotter er helårslogerende og kommer ind via kloakker, brønde, nedløbsrør, defekte kloakrør og åbne kælderdøre. De kan komme ind mærmest hvor som helst, fordi den med sine skarpe tænder kan gnave sig vej.

Rotterne går primært efter fødevarer og dyremad - eksempelvis tørfoder til hunde eller kaniner.

Hvordan kommer man af med dem?

Har du rotter, kan du med fordel sætte en fælde op i håb om, at de går i. Det er altid bedst at komme problemet til livs uden at bruge gift, men med rotter kan det være en nødvendig løsning.

 

5 - Sølvfisk

  Foto: Gerth Hansen

Sølvfisk lever primært i køkken og badeværelse, fordi de trives godt i fugtige omgivelser. 

De lever typisk af riste med mug eller alger. Men de kan også dukke op, hvis du har generelle problemer med fugt i din bolig. 

Hvordan kommer man af med dem?

Sølvkræ er ikke det værste skadedyr, man kan have. De er forholdsvis lette at komme af med.

Først og fremmest skal man gøre hovedrent, lufte ud og herefter undgå fugt i rummene - eksempelvis ved udflugtning eller udsugning.

Er det ikke nok, kan man købe mikrokapsler, som hverken er farlige for husdyr eller mennesker.

 

6 - Væggelus

  Foto: Jewel Samad / Scanpix Denmark

Væggelus er på størrelse med en æblekerne og varierer mellem lysebrun og mørkebrun. Skadedyret bliver mere og mere udbredt herhjemme, hvor de primært er kommet med hjem fra ferier. 

Europæiske storbyer er nemlig i høj grad plaget af væggelus.

Du opdager oftest væggelusene ved at vågne med bid på arme, ben og på maven. Biddene er karakteriseret ved at være to lige ved siden af hinanden.

De lever oftest i soveværelset, hvor de bor i og omkring sengen. Derfor vil man også kunne se ekskrementer, hvis man vender sin madras.

Hvordan kommer man af med dem?

Skadedyret er genstridigt at komme af med, og derfor er det typisk skadedyrsfirmaer, der tager sig af opgaven.

 

Kilde: Chrisal.dk