Nu kommer kulde og blæst - og måske sne - igen til Østjylland
En ny portion iskold luft fra Rusland er på vej mod Danmark og lægger sig over landet fredag og lørdag
Blæsende vejr med frost døgnet rundt er igen noget, som vi skal vende os til i de kommende dage.
Det, som med rette kan betegnes som en ny, kortvarig kuldebølge, ruller nemlig ind over landet i løbet af de kommende døgn.
Stort højtryk over Skandinavien giver os kulden
Det sker som følge af et kraftigt højtryk, der er blevet dannet over Skandinavien, og det sender iskold luft fra øst frem mod store dele af Europa.
Det var præcis det samme, der skete under kuldebølgen i slutningen af februar og begyndelsen af marts, som dog var noget længerevarende og langt mere omfattende.
Ikke desto mindre vil det give os nogle iskolde dage - ikke mindst fordi, det også kommer til at blæse kraftigt.
Dagsfrost og kuling fra øst
Både fredag og lørdag vil vi de fleste steder få temperaturer under frysepunktet selv midt på dagen, og kombineret med op til kuling fra øst vil det få vejret til at føles, som om temperaturen lå mellem 10 og 14 graders frost.
Det er det, som man kalder kuldeindekset eller på engelsk windchill-effekten.
Om natten kan temperaturerne nå ned mellem fem og otte minusgrader flere steder.
Kulden og blæsten kan måske også igen give anledning til et ispanser og imponerende isformationer langs de østvendte kyster.
Læs også
Masser af sol til de fleste - og sne til de få
Det iskolde vejr kommer dog også med masser af sol, og det er kun ved østersøkysterne og måske i Østjylland ud til Kattegat, at man navnlig lørdag kan få snebyger.
Allerede søndag rykker den rigtigt kolde luft videre mod syd og vest i Europa, og temperaturerne herhjemme kryber igen over frysepunktet om dagen, selvom vi fortsat vil få udbredt og relativ streng nattefrost.