Nu kommer der loft over din Airbnb-udlejning

Der er både gulerod og pisk til de danskere, der udlejer via deleøkonomiske platforme som Airbnb i ny, bred aftale

Anne Lis Toft fra Aarhus lejer sin toværelseslejlighed ud i over 100 dage om året. Som nyopstartet selvstændig er udlejning gennem Airbnb en grundsten i hendes økonomi.

I samarbejde med tv2.dk

Der er flere skattefrie kroner i udsigt til de danskere, der i perioder pakker deres personlige ting og fraflytter deres bolig for at leje den ud via udlejningstjenester som Airbnb.

Regeringen er sammen med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti netop blevet enige om at hæve fradraget på udlejning via Airbnb fra 24.000 kroner om året til 28.000 kroner.

Læs også Airbnb boomer i Aarhus: Hoteller savner lige vilkår

- Det, vi har aftalt her, er en stor gulerod, hvis man vil indberette, og en ordentlig pisk, hvis man lejer ud uden at indberette, siger skatteminister Karsten Lauritzen til TV 2.

00:41

VIDEO: Skatteminister Karsten Lauritzen (V) fortæller om de nye regler for udlejning via Airbnb.

Luk video

Lokkes til at spille med åbne kort

Pisken består blandt andet i, at fradraget er betinget af, at delevirksomhederne automatisk indberetter udlejerens fulde indtægter til Skat. Det skal lokke både virksomheder som Airbnb og udlejerne til at spille med åbne kort over for skattefar.

- Det forudsætter selvfølgelig, at de vil indgå en frivillig aftale, men Airbnb har sagt, at det er de positive over for, siger Karsten Lauritzen.

02:01

VIDEO: Anne Lis Toft fra Aarhus er en erfaren Airbnb-udlejer. Hun lever af at kunne leje sit hjem ud. Indslaget her er fra arpil 2017.

Luk video

Maksimalt 70 dage om året

Samtidig er parterne blevet enige om at lægge et loft på antallet af dage, de private boliger kan udlejes om året.

Der er mulighed for at have betalende besøgende i op til 70 dage om året, hvis udlejningstjenesten indberetter overnatningerne direkte til Skat. Sker det ikke, sanktioneres udlejer ved at få udlejningsdagene reduceret til 30 dage om året.

Læs også Hotelbranche: Airbnb bør tvinges til at indberette til skat

- Det skal jo ikke være professionel erhvervsvirksomhed, som nogen på boligmarkedet laver i dag. Det har vi ønsket at sætte en stopper for, siger skatteministeren til TV 2.

De enkelte kommuner kan dog lokalt vælge at hæve loftet op til 100 dage.  

Vil være nødt til at gøre noget ulovligt

Aftalen bliver modtaget med blandede følelser i Aarhus, hvor Anne Lis Toft lejer sin toværelseslejlighed ud i over 100 dage om året.

Anne Lis Toft er en erfaren Airbnb-udlejer. Her er hun ved at gøre klar til, at en gæst skal bo i hendes lejlighed i en måned.

Som nyopstartet selvstændig er udlejning gennem Airbnb en grundsten i hendes økonomi.

- Det er jo ikke, fordi jeg sidder på Bali og kører i dyre biler. Jeg tjener til, at jeg kan betale min husleje og mine regninger; el, vand og varme. Og det løber lige akkurat rundt, siger hun til TV 2.

- Hvad skal jeg ellers gøre? Jeg har ikke andre muligheder for at lave en indtægt end at leje min lejlighed ud, mens jeg bruger al min tid på min virksomhed.

Med loftet på 70 dage – måske 100, hvis Aarhus Kommune tillader det - frygter hun at blive presset ud i at løbe om hjørner med loven og Skat.

Stik imod aftalens intention.

- Efter 70 dage vil jeg jo være nødt til at gøre noget ulovligt, hvis jeg skulle fortsætte med at leje ud. Og lige nu står jeg i en situation, hvor jeg ikke har andre muligheder for at lave en indtægt end at leje min lejlighed ud gennem Airbnb.

Flere skattefrie kroner på biler, både og sommerhuse

Udover udlejning af private boliger omfatter aftalen også udlejning af for eksempel biler og både.

Her er parterne blevet enige om at indføre et nyt bundfradrag på 10.000 kroner. Indkomst, der overstiger bundfradraget, beskattes som personlig indkomst.

Læs også SF vil have styr på Airbnb: Lejligheder skal ikke være hoteller

Derudover forhøjes bundfradraget ved udlejning af sommerhuse fra 21.900 kroner til 40.000 kroner årligt, og 60 procent af den indkomst, der overstiger bundfradraget, beskattes som kapitalindkomst.

Gevinsterne betinges dog af, at udlejningen sker via de såkaldte deleøkonomiske platforme.