Myggene er stikkeklar: Her er fem råd til at undgå dem
Hvis du vil undgå myggestik, er det en god idé at tømme vandkanden for vand. Find flere råd i listen nederst i artiklen.
Varmt og fugtigt vejr har fået myggene i hopla, og det, der er spået til et voldsomt myggeår, er allerede godt i gang.
Det betyder også, at danskernes bare hud er ekstra udsat for kløende, sviende og ømme stik.
Men ifølge Thomas Pape, insektforsker på Statens Naturhistoriske Museum, er der flere ting, man kan gøre for at undgå de blodsugende insekter.
Læs også
- Det er svært at ændre på myggenes adfærd, men man kan ændre på sin egen, siger han.
Hvis man ved, hvilket tøj man skal iføre sig og vælger et myggemiddel med et bestemt stof i, er man allerede godt på vej. Se de fem råd nederst i artiklen.
Dobbelteffekt
De mange stikkeklare myg skyldes ikke kun, at vejret i øjeblikket giver dem optimale forhold til at formere sig i. Der er flere ting, der gør sig gældende, fortæller Thomas Pape.
- De æg, der ikke er klækket i den meget tørre sommer sidste år, har overlevet. Og så havde vi i år en kold maj måned, som forsinkede udviklingen af myggelarverne. Det har givet en dobbelteffekt, så antallet ryger helt op, siger han.
Kigger man på årets myggetal, er der tale om mere end en fordobling i antallet af myg set i forhold til de seneste par år.
Se insektforskerens bedste råd i listen nedenfor.
1 - Dæk huden til
Myg går efter huden, da den oser af varme og duftstoffer, som gør det lettere for myggene at finde en. Derfor gælder det om at dække sig til.
- Det er bedst med løst tøj. Myg kan stikke gennem tøj, men hvis det sidder løst på kroppen, er det sværere for dem at nå ind til huden. Har man stramt tøj på, er det blot som at stikke igennem tyk hud for myggene, siger Thomas Pape.
2 - Smør dig ind i myggemiddel
De steder på huden, hvor man er blottet, kan man smøre sig ind i myggemiddel. Det gælder især hænderne, nakken, panden og anklerne.
- Det er ikke alle myggemidler, der er lige gode. I mange år har det ikke været muligt at købe myggemidler med DEET i, som er et kemisk stof, der er særligt godt mod myg, siger Thomas Pape.
Dog kan man i dag købe 'Mygfri', som har DEET i sig. Kan man ikke lide ideen om at smøre sig ind i et kemisk stof, kan man bruge citroneukalyptusolie.
- Det er næsten lige så godt, mener Thomas Pape.
3 - Vær opmærksom på, hvor du sætter dig
Myg holder til i områder, hvor der er vindstille og fugtigt. Derfor kan det være en god ide at tænke over, hvor man sætter sig.
4 - Undgå stillestående vand
Sørg for at minimere områder, der tiltrækker myg. Stillestående vand er et ideelt ynglested for myg, og derfor er det med at få tømt vandkanden, krukkerne og trillebøren for vand.
5 - Andre myggeredskaber
Ifølge Thomas Pape kan man godt købe myggelys eller andre ting, men det er ofte mere til besvær, end de har en reel effekt, mener han.