Mor: - Min eks slog Valdemar ihjel som hævn

Det er ofte opgøret med partneren, der får forældre til at dræbe deres egne børn

00:37

Video: Privat

I samarbejde med tv2.dk

Valdemars indianerting er sirligt skubbet ned i plastiklommen i fotoalbummet, og på væggen hænger billede efter billede af den storsmilende lyshårede dreng med de buttede kinder.

Men Valdemars latter lyder ikke længere gennem hans mors lejlighed, og han sætter ikke længere små fedtede fingre på vinduet, når han strækker sig for at kigge efter brandbiler, der suser forbi.

For Valdemar er død. Han blev dræbt af sin egen far i 2014.

Et turbulent forhold

Lisa Petersen mødte Per Thorsen i 2007. De drømte om et liv på landet sammen, men allerede inden Valdemar meldte sin ankomst i 2012, vaklede forholdet.

Han truede så ofte med selvmord, at jeg til sidst blev immun over for det

Lisa Petersen, mor til Valdemar, om sin eksmand.

- Det var det, man kalder psykisk vold. Han begyndte at råbe efter mig og sige, at jeg lavede fejl. Efterhånden mistede jeg min selvtillid og selvværd, fortæller Lisa Petersen, der flyttede med Valdemar på krisecenter i 2013, da Valdemar var syv måneder gammel. 

Lisa Petersen har stadig noget af Valdemars legetøj liggende, så hun kan tage dem frem og kigge på.  Foto: TV 2

Hans indianerfjer og klippe-klister-projekter ligger sirligt i en mappe. Foto: TV 2

 I begyndelsen gjorde Valdemars far, Per Thorsen, alt for at få sin familie samlet igen. 

- Han prøvede med alle midler at få mig tilbage. Vi kunne tage ud at rejse eller til koncert, men kort efter kunne han finde på at true mig med selvmord. Han truede så ofte med selvmord, at jeg til sidst blev immun over for det, fortæller Lisa Petersen. 

Læs også Borgerne i Ulstrup rykker sammen efter familiedrab

Men bruddet var en realitet, og derefter begyndte en lang kamp om, hvor Valdemar skulle bo. Forholdet mellem parret blev så anspændt, at sagen endte i retten.

- Jeg kæmpede for Valdemar, fordi jeg ville passe på ham. Jeg mente, at hans far ville manipulere ham, som han havde manipuleret mig. Jeg forsøgte at afskære kontakten. Samtidig forsøgte han at få mig stemplet som en dårlig mor. Han indberettede mig til kommunen, men der var ikke noget at komme efter, siger Lisa Petersen.

Børnene bliver ofre i en konflikt

18 børn er de seneste to år blevet slået ihjel af deres forældre. Af dem er 12 blevet dræbt af deres fædre.

I mange af tilfældene er det det samme mønster, der tegner sig. 

Læs også Brand: Far dræbte toårig

Ligesom for Lisa Petersen og hendes eksmand er det ofte, når aftaler om samkvem med børnene går i hårdknude, at fædrene tyer til drab, forklarer Marieke Liem, som er lektor og ph.d. i retsmedicinsk psykologi ved Universitetet Leiden i Holland. 

- Vreden er rettet mod partneren eller ekspartneren, og derigennem bliver barnet gjort til offeret, siger hun. 

Lisa og hendes mand havde allerede problemer i forholdet inden deres søn blev født. Foto: Privat

Hun oplevede, at han var manipulerende og udøvede psykisk vold. Det endte ud i en bitter strid om forældremyndigheden.   Foto: Privat

Typisk vil fædrene have hævn, men sommetider overbeviser de også sig selv om, at det de vil barnets bedste.

- I de her sager mener de, at det ikke er det bedste for børnene at skulle være hos partneren, hvis hun får myndigheden. Hvis han ikke kan få barnet, så kan ingen, siger Marieke Liem.

Måtte ikke røre sin søn

Søndag den 21. september 2014 skulle Lisa Petersen hente Valdemar på Randers Station efter en weekend hos hans far. Men Valdemar kom aldrig.

Den dag hældte Per Thorsen benzin ud i hele sit hus, inden han tog livet af Valdemar og skar sine håndled over. Derefter satte han ild til huset.

Det kræver en eller anden grad af personlighedsbrist og en manglende evne til at håndtere konflikter og problemer

Psykolog Michael Schøidt​ om, hvad der får mænd til at dræbe deres børn

- Jeg blev hentet af nogle betjente og kørt ind på Skejby. Der så jeg min elskede søn ligge der. De kriminaltekniske undersøgelser var ikke færdige, så jeg måtte ikke røre ham. Det var helt ubeskriveligt hårdt, siger Lisa Petersen.

Efterfølgende opdager Lisa Petersen, at Per Thorsen inden drabet og selvmordet havde flyttet flere af sine ting væk fra stuehuset, ligesom han har skrevet afskedsbreve – også til hende.

- Jeg har aldrig læst dem, men min søster har. Han gav mig skylden for, det der skete. Jeg har smidt dem ud, siger Lisa Petersen.

Psykiske problemer går forud

Lisa Petersens mand er et eksempel på, at der allerede lang tid i forvejen kan være tegn på, at fædrene har psykiske problemer. 

Valdemar var et ønskebarn, og den størst mulige måde han kunne ramme mig på, var, ved at tage ham fra mig

Lisa Petersen, mor til Valdemar

Og det er en en vigtig brik for at forstå, hvad der får mændene til at tage et så drastisk valg, som at dræbe sit eget barn, forklarer psykolog Michael Schøidt​.

I 10 år behandlede han mænd, der har dræbt egne børn på Anstalten ved Herstedvester, og på trods af at mange af mændene ikke bliver erklæret sindssyge af retsvæsenet, så handler det ifølge psykologen ofte om en grad af psykisk sygdom.

- Det kræver en eller anden grad af personlighedsbrist og en manglende evne til at håndtere konflikter og problemer, siger han.

Vil ikke lade ham vinde

I dag sidder Lisa Petersen tilbage med minderne om sin søn Valdemar. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor han blev slået ihjel: Det var hævn.

- Valdemar var et ønskebarn, og den størst mulige måde han kunne ramme mig på, var, ved at tage ham fra mig, siger hun. 

Der er masser af billeder af Valdemar rundt omkring i Lisas lejlighed.   Foto: TV 2

Her er Lisa og Valdemar på legepladsen sammen. Foto: Privat

 Selvom det til tider er svært, har Lisa Petersen valgt at leve videre – også selvom hun har mistet sit eneste barn.

- Jeg har sluttet fred med ham på den måde, at han var en syg mand. Han har fået fred. Godt for ham, men hans gerning er og bliver utilgivelig.

- Samtidig tænker jeg, at det godt kan være, at han har taget Valdemar fra mig, men han vinder ikke sidste omgang. Han får ikke held til at opleve, at jeg tager billetten eller mit liv går i smadder af det. Jeg synes, jeg skylder Valdemar det. Jeg skylder ham at leve livet og kæmpe for det her.

Station 2: Drab i familien stiller skarpt på de forældre, som slår deres børn ihjel. Se med klokken 20.50 på TV 2 og TV 2 Play.