Mindesmærker for togulykke-ofre oprettet - yngre aarhusianer blandt de dræbte

Nu er det muligt at lægge blomster eller lys til minde om 30-årig aarhusianer og de syv andre, der døde i ulykken på Storebæltsbroen

Mindesmærket blev oprettet fredag morgen af virksomheden bag Storebæltsforbindelsen. Virksomheden opfordrer private til at besøge mindesmærket. Foto: Sund & Bælt

På begge sider af Storebælt er der nu oprettet midlertidige mindesmærker for ofrene for onsdagens togulykke, som kostede otte mennesker livet.

Det oplyser Sund & Bælt, som er det firma, der driver Storebæltsforbindelsen.

Læs også 30-årig aarhusianer blandt de dræbte i togulykke

Her vil det være muligt at lægge blomster, tegninger eller lys for ofrene. Det sker efter en række henvendelser på Facebook, hvor personer har spurgt ind til et mindesmærke.

- Derfor har vi taget initiativ til at vælge to steder ud, siger Lene Gebauer Thomsen, som er kommunikationschef for Sund & Bælt. Hun fortæller desuden, at hændelsen har påvirket medarbejderne i virksomheden dybt. 

Ulykken skete på Storebæltsbroen - tæt på Fyn. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Mindesmærker på begge sider

På Sjælland kan man lægge blomster ved de tre flagstænger på Storebæltsvej 70 i Korsør. På Fyn er der oprettet et mindesmærke ved stenene på parkeringspladsen ved Hjejlevej. 

Mindesmærkerne blev oprettet fredag morgen, så der har endnu ikke været mange private forbi, oplyser kommunikationschefen.

- Det er lavet for at give muligheden for, at de pårørende, efterladte og alle andre, der vil, kan vise støtte. Og at der er et fysisk sted at mindes. Vi kan ikke give folk adgang midt ude på Storebæltsforbindelsen, så det her var det næstbedste, siger Lene Gebauer Thomsen.

 

30-årig aarhusianer dræbt

Fredag morgen oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse, at alle otte ofre for ulykken er blevet identificeret. Det ene af ofrene er en 30-årig mand fra Aarhus.

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) sender i forbindelse med offentliggørelsen af identiteten af de afdøde sin medfølelse ud til de efterladte. 

- Den voldsomme og tragiske ulykke på Storebæltsbroen 2. januar har rystet os alle. Min dybeste medfølelse og sympati går til ofrene fra Aarhus og fra andre dele af landet samt ikke mindst til deres efterladte, siger han.

Den voldsomme og tragiske ulykke på Storebæltsbroen 2. januar har rystet os alle.

Jacob Bundsgaard, borgmester, Aarhus

- Det er dybt ulykkeligt. Mange familier og venner er ved indgangen til det nye år efterladt med sorg og savn. Mine tanker går i dag til de mange, som derfor må indlede året med en trist påmindelse om livets skrøbelighed.

Torsdag markerede DSB ulykken ved at afholde et minuts stilhed klokken 14.00. Samtidig satte selskabet flaget på halv hele dagen. Til TV 2 oplyser DSB, at man på nuværende tidspunkt ikke har planer om at oprette et mindesmærke, hvor der kan lægges blomster.

 DSB flagede på halv på Nyborg Station efter togulykken. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Morgentoget fra Aarhus

Ulykken skete onsdag morgen, da dele af et tag fra et godstog rev sig løs og ramte passagertoget. Godstoget, der transporterede øl, og lyntoget kørte i hver sin retning.

DSB oplyste i en pressemeddelelse klokken 10 onsdag, at seks mennesker har mistet livet i ulykken. Torsdag blev to yderligere meldt omkommet.

Læs også Yderligere to omkomne efter ulykke: Nu kører der igen tog over Storebælt

Toget, der siden forulykkede på Storebæltsbroen, kørte fra Aarhus Hovedbanegård mod Sjælland klokken 5.19. Ved 7-tiden samlede toget en masse pendlere op i Odense og omkring halv otte forulykkede toget på den vestlige del af Storebæltsbroen. 

02:05

VIDEO: Torsdag var TV2 ØSTJYLLAND på Aarhus Hovedbanegård for at høre, hvilke tanker passagererne havde før, de skulle begive sig ud på deres første togrejse efter ulykken.

Luk video

De omkomne er

En 30-årig mand fra Aarhus

En 28-årig kvinde fra det østlige Fyn

En 51-årig mand fra det nordlige Fyn

En 45-årig kvinde fra Odense

En 60-årig kvinde fra Odense

En 27-årig kvinde fra det centrale Fyn

En 59-årig kvinde fra Storkøbenhavn

En 30-årig mand fra Grønland