Mette Frederiksen melder sig klar til valgkamp - tilbage fredag
Statsministerkandidaten har været syg siden lørdag.
På valgets fjerde dag melder Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, sig ind i valgkampen.
Det oplyser partiet til TV 2 torsdag.
Hendes første opgave bliver på Aalborg Katedralskole fredag. Det er samtidig hendes arrangement nummer 400 som formand for Socialdemokratiet.
- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve valgudskrivelsen fra en hospitalsseng. Men sådan blev det. Det har taget lidt tid at komme til hægterne. Men nu er jeg klar, lyder det fra Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
Læs også
Mette Frederiksen lå på hospitalet i Herlev, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag skød valgkampen i gang. Det betød, at Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen måtte træde til som stedfortræder ved de første partilederdebatter på DR og TV 2.
Frederiksen har været sygemeldt siden lørdag, og siden har hendes eneste optræden i offentligheden været en video på sin Facebook-side tirsdag, hvor hun forklarede, at hun havde pådraget sig en madforgiftning, da hun var på kampagne rundt i Nordjylland i weekenden.
Kontrovers om valgudskrivelse
Da Lars Løkke Rasmussen tirsdag trykkede på valgknappen, kom det efter måneders spekulationer om, hvornår danskerne skulle sætte deres kryds. Timingen faldt dog flere for brystet, fordi statsministeren udskrev valg kun lidt mere end en time efter, at Mette Frederiksen havde annonceret, at hun var sengeliggende med sygdom.
- Nu har vi ventet i næsten 4 år - og så kan Statsministeren ikke lige vente 2 dage på, at oppositionslederen er på benene igen. Dårlig stil, skrev Ida Auken, der er medlem af Folketinget for de Radikale, på Twitter.
Læs også
Statsminister Lars Løkke Rasmussen forsikrede dog, at det ikke var planlagt.
- Jeg er oprigtigt ked af, at Mette Frederiksen er i sygesengen i dag, og det havde jeg altså ikke nogen viden om i går, da jeg meddelte Hendes Majestæt Dronningen, at jeg ville udskrive valg. Da jeg stod op, var jeg af den overbevisning, hele formiddagen, at jeg skulle til debat på TV 2 i aften, sagde han tirsdag.
Lars Løkke Rasmussen fastholdt, at han ikke ønskede at høste nogen gevinst ved Mette Frederiksens sygdom, og at han ønskede hende god bedring.
- Det er selvfølgelig rigtigt beklageligt, at Mette Frederiksen er syg, og jeg har sendt hende en sms, hvor jeg har forklaret mig og ønsket hende god bedring, sagde Lars Løkke Rasmussen til TV 2.