Meteorstøv skaber lysende natteskyer over Danmark

Meget tyder på, at danskerne kan opleve historisk mange lysende natteskyer denne sommer.

Lysende natskyer set over Aarhus. Arkivfoto. Foto: Christer Rise / seerfoto

Det er sæson for et af nattehimlens smukkeste sommerfænomener, lysende natteskyer.

Skyerne kunne ses over Danmark flere steder torsdag aften, og flere brugere sendte billeder til TV 2 VEJRET.

I år er sæsonen dog anderledes. Skyerne er kommet usædvanligt tidligt på året, der er usædvanligt mange af dem, og de er observeret usædvanligt langt mod syd.

Claus Møller fangede det smukke sommerfænomen lige omkring midnat set fra det sydlige Aarhus.  Foto: Claus Møller / Seerbillede

Normalt kommer de først i juni, men i år har de været der allerede siden slutningen af maj, og de er set så sydligt på kloden som i Californien i USA, hvilket heller aldrig er sket før.

- Der er ekstremt mange lysende natteskyer, og det kan tyde på, at vi får den vildeste sæson med lysende natteskyer nogensinde, siger Andreas Nyholm, meteorolog ved TV 2 VEJRET.

Hvad er lysende natteskyer?

Skyerne dannes af meteorstøv og vulkansk aske i omkring 80 kilometers højde. I den højde er der ikke meget vanddamp, men der er nok til, at det kan sætte sig og danne iskrystaller på støvkornene.

Skyerne lyser op om natten, fordi solens stråler aldrig forsvinder i den højde. Selvom solen går ned, og solens stråler ikke længere rammer os hernede på jorden, lyser den stadig op i himlen.

Læs også Imponerende fænomen: Lysende natskyer kan igen ses på den østjyske himmel

- Det er de højst beliggende skyer, der findes, og de er så tynde, at de ikke kan ses fra jorden om dagen. Kun når de reflekterer sollyset på en klar sommeraften, træder de frem, siger Andreas Nyholm.

Lysende natteskyer er på mange måder et "federe fænomen" end eksempelvis nordlys, mener han:

Det kan tyde på, at vi får den vildeste sæson med lysende natteskyer nogensinde

Andreas Nyholm, meteorolog, TV 2 VEJRET

- Det her er noget, alle bare kan gå ud og kigge på. Det er meget nemt at se og forudse i modsætning til nordlys, hvor man de fleste gange skal ud med fotoudstyr og alligevel kun kommer hjem med noget én ud af ti gange.

Normalt ligger de højeste skyer, man kan se fra jorden, i omkring ti kilometers højde. De lysende natteskyer ligger ekstremt meget højere, op til otte gange så højt på himlen.

Lysende natskyer er altid et smukt syn, og lige nu kan de ses her fra Auning på Djursland, skriver Valther Jørgensen. Foto: Valther Jørgensen / Seerbillede

Hvorfor kommer der mange skyer nu?

Fænomenet kræver klart vejr og finder kun sted i sommermånederne. Allerede i løbet af august kommer solen for langt ned til at kunne oplyse skyerne i 80 kilometers højde.

Forskerne er ikke 100 procent sikre på, hvorfor fænomenet nogle gange er mere udtalt end andre. Og dermed heller ikke på, hvorfor det tilsyneladende er historisk kraftigt i år. Meget tyder dog på, at det kan hænge sammen med solens aktivitet, nærmere bestemt antallet af såkaldte solpletter.

Læs også Imponerende sommerfænomen set på nattehimlen over Danmark

Antallet af solpletter er netop nu på et minimum, og det har et sammenfald med antallet af lysende natteskyer.

- Det er forskernes mest udbredte teori, men fænomenet er i sagens natur svært at genskabe i et laboratorium, fortæller Andreas Nyholm.

Lone Athanasakis tog billedet af de lysende natteskyer på en villavej omkring klokken 23.30. Ud over de lysende natteskyer var hun så heldig at fange et lyn. Foto: Lone Athanasakis / seerbillede

Hvornår kan man se skyerne?

Man vil typisk kunne se de lysende natteskyer efter solnedgang og frem mod midnat. Det skal være stjerneklart, så et lavere skydække ikke skjuler de tynde skyer meget højere oppe.

Normalt skal man kigge mod nord og nordvest, hvor de lysende natteskyer vil kunne ses i horisonten.

Det aktuelle niveau for lysende natteskyer kan følges på spaceweather.comunder den engelske betegnelse noctilucent clouds.

En af de brugere af TV 2 Vejret, der har sendt billeder ind af de lysende natteskyer, er Lone Athanasakis.

Læs også Sjældne fænomener kan ses på den østjyske himmel i nat

- Ærgerligt med tordenvejret, for de lysende natteskyer var helt fantastiske, skriver hun.

Faktisk stod skyerne så tydeligt, at hun i første omgang var i tvivl, om det bare var almindelige skyer:

- Men skyerne var gode nok, og så var jeg så heldig også at ramme et lyn, da jeg tog billedet.

Et stort uvejr er på vej med lysende natskyer dansende ude til venstre. Foto: Kim Elisabeth Wickstrøm / Seerbillede