Mere regn på vej – vil give flere våde kældre og oversvømmelser

Selvom regnmængden er aftagende, er jorden nu så våd, at der kun skal lidt til at give nye problemer

Haderslev er for øjeblikket Danmarks vådeste kommune. Her er der god gang i Møllestrømmen, skriver Viggo Hjort Kohberg. Foto: Viggo Hjort Kohberg

For de mange danskere, der har haft vand i kælderen eller oversvømmede græsplæner denne weekend, er der dårligt nyt. Der er mere regn på vej, og fordi jorden nu er så mættet, får vandet svært ved at sive ned.

- Selvom vi er forbi det værste, er det slet ikke slut endnu. De næste fem til seks dage bliver meget våde, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

Læs også Vindmølle er ødelagt og flere træer er væltet i stormvejret

Problemet er, at de meget store mængder vand, der allerede er kommet, gør, at der ikke skal ret meget mere vand til, for at få oversvømmelserne til at fortsætte.

På den her årstid er der kun en lille fordampning fra overfladen, og samtidig optager vegetationen meget mindre vand.

- Lige nu bliver der postet vand ned fra oven, og der forsvinder ikke ret meget igen. Derfor er oversvømmelserne nu værre, end det vi oplever om sommeren, siger Sebastian Pelt.

Se TV2 Vejrets nedbørsradar her.

Vand-vand-vand

I sidste uge har der været oversvømmelser flere steder rundt om i landet. Mange har haft vand i kældrene, mens parkeringspladser, viadukter og marker også har stået under vand.

Blandt andet i Vejle nåede oversvømmelserne helt ind i byen torsdag og fredag, og søndag aften var der oversvømmelser flere steder i København.

Vejle Å var fyldt til bristepunktet fredag aften. Foto: Foto: Kenny Pedersen / Seerfoto

I denne uge kommer det næste store regnvejr op over Danmark onsdag, hvor der nogle steder i det sydlige Jylland og på Fyn kan komme op omkring 20 millimeter regn. Allerede torsdag kan der komme endnu et regnvejr, selvom det bliver noget mindre mængder end onsdag. Dernæst går vi en meget våd weekend i møde, hvor der ifølge prognoserne kan falde yderligere 20 til 30 millimeter regn.

- Der, hvor der falder mest, er der mulighed for op mod 50 millimeter i løbet af denne uge, siger Sebastian Pelt.

00:45

Se vejrudsigten for de næste fem dage i videoen her.

Luk video

Danmarks vådeste kommune

Særligt hårdt ramt er Haderslev, der for øjeblikket er Danmarks vådeste kommune. På de knap seks uger fra 1. september og frem til i dag er der faldet 280 millimeter i den gamle sønderjyske købstad. Og nu har de udsigt til yderligere 50 millimeter oveni.

Læs også Kostbar vin står under vand, men kroejer må væbne sig med tålmodighed

For hele Danmark kommer disse dages regnvejr oven på den vådeste september i 18 år, og meget tyder på, at også denne måned bliver helt usædvanlig våd. Allerede efter 13 dage i oktober, er der faldet næsten hele den normale nedbør for måneden.

Læs også By oversvømmes gang på gang: Sådan sikres boligen mod monsterregn

- Efteråret er regntid i Danmark, men de her nedbørsmængder er usædvanlige for årstiden. November er normalt den vådeste måned i Danmark, siger Sebastian Pelt.

De husejere, der for øjeblikket døjer med vand i kælderen, kan godt forvente, at det kommer til at stå på lidt endnu.