Lyn, bulder og brag flere steder over Danmark i nat
Den mørke nattehimmel blev lyst op af talrige lyn, og høje tordenbrag kunne høres flere steder, da tordenbyger ramte Danmark i nat
Nogle steder i landet blev man sikkert vækket lidt tidligere, end man havde påtænkt sådan en mandag morgen i slutningen af april.
Adskillige og ganske kraftige byger med lyn og torden trak nemlig ind over store dele af Danmark i nattens mulm og mørke.
De gav anledning til kortvarig, men intens regn, og ikke mindst en hel del lynnedslag og høje tordenbrag.
Videoen nedenfor er fra Peter Nylander Paulsen i Skive, som var et af de steder i landet, hvor tordenvejret for alvor ramte omkring klokken fire, mens animationen øverst i artiklen viser tordenvejret fra radaren.
Opstod i ustabil luft over Danmark
Tordenbygerne opstod i et område med ustabil luft mellem en varmfront og en koldfront - den såkaldte varmsektor - som i nat lå over Danmark.
Selvom man flere steder blev ramt af tordenvejret, er der dog ingen meldinger om skybrud.
Skybrud er, når der falder over 15 millimeter regn på en halv time, men de fleste steder, hvor tordenbygerne slog til, er man sluppet med omkring fem millimeter regn
Nogen sol og enkelte byger
Mandagen begynder i øvrigt med nogen sol og enkelte byger, når morgenens tordenbyger er drevet videre mod nord og øst.
Temperaturerne vil komme op mellem 10 og 15 grader.