Lørdag kan blive årets varmeste dag

Vi får en hed lørdag med masser af sol, meget høje temperaturer og næsten ingen vind

Det kan blive nødvendigt med en kold dukkert i weekenden. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger - Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Efter den varmeste maj nogensinde målt herhjemme og den solrigeste måned af alle registreret i Danmark, fortsætter juni i samme spor.

Varm luft over Danmark, masser af sol og svage vinde ventes at sende temperaturerne op i underkanten af 30 grader, og således kan lørdagen gå hen at blive årets hidtil varmeste dag.

- Det ser ud til at blive den varmeste dag, vi har i denne periode, og vind er der ikke meget af, siger Lone Seir. 

00:53

VIDEO: Meteorolog Lone Seir fortæller, hvordan vejret bliver i Østjylland i de kommende dage.

Luk video

I underkanten af 30 grader i Jylland og på Sjælland

Lørdag eftermiddag er det især i de indre dele af Jylland samt på Midt- og Nordsjælland, at det kan blive hedt med temperaturer over 28 grader og lokalt måske endda 30 grader.

- Inde i landet kan vi komme helt op på 28 grader og måske endnu varmere, siger Lone Seir, meteorolog fra TV2 Vejret.

Læs også Maj er den mest solrige måned nogensinde

Skulle vi nå op på 30 grader skal vi tilbage til den 26. august 2016 for at finde en varmere dag.

Beskyt dig mod middagssolen

Med et UV-indeks op til 5,7 skal man ligeledes være opmærksom på at beskytte sig mod solen med enten let tøj eller solcreme.

Selv et kortere ophold på terrassen, i haven eller på caféen i middagssolen kan give en solskoldning.

Forventede temperaturer den 2. juni 2018 klokken 16. Foto: TV2 VEJRET

Varmt til langt ud på aftenen

Når temperaturerne i eftermiddag har toppet, falder de kun langsomt i løbet af aftenen, og omkring klokken 20 vil temperaturerne mange steder i landet fortsat ligge omkring 25 grader.

Læs også Varmen vil ikke stoppe - 30 grader og hedebølge på vej

Dermed har man udsigt til en forrygende grillaften, hvor solen først går ned mellem cirka klokken 21.30 og 22.00, og hvor det grundet de lyse nætter aldrig blive helt mørkt om natten.