Landmand kendt fra tv blev fordrevet fra sit livsværk - nu er drømmen endegyldigt bristet
71-årige Ole Jensen fra Brædstrup blev for lidt over et år siden sat på gaden af sin familie. I sidste uge blev ejendommen erklæret konkurs.
I februar blev Ole Jensen fra Brædstrup nær Horsens landskendt i programmet ’Når arven splitter os’. Her fortalte han historien om, hvordan han efter en skilsmisse blev fordrevet fra den gård, som han havde boet og arbejdet på i det meste af sit liv.
Mange danskere blev berørte af historien, og en Facebook-støttegruppe iværksatte endda en indsamling som en slags overlevelseshjælp til den nødstedte østjyde.
Læs også
Nu har den 71-årige landmand imidlertid endegyldigt måttet opgive drømmen om nogensinde at vende tilbage til gården.
- Det er godt, gammeldags træls, konstaterer Ole Jensen over for TV 2.
For torsdag den 25. april blev der ved skifteretten i Horsens afsagt dekret om, at landbrugsvirksomheden er erklæret konkurs.
- Det er skyldners pengeinstitut, der har begæret det konkurs, og nu sker der det, som der gør i alle konkursboer, at nu sælger vi aktiverne, siger kurator Johnny Henrik Madsen til TV 2.
Til landbruget hører blandt andet fire ejendomme, en kødkvægsbesætning og en maskinpark, som alt sammen tilhører Ole Jensens ekskone, og som altså nu er under afvikling.
Men da ejendommene er belånt i stor stil, vil salget, ifølge ekskonens advokat, Helle Brandt, formentlig efterlade hendes klient med en større gæld.
Sygdom, ægtepagt og familiefejde
I tv-programmet ’Når arven splitter os’, som blev vist i februar i år, befandt Ole Jensen sig på et værelse på 15 kvadratmeter hos en nabo.
Her havde han boet til leje sammen med sine to labradorhunde, siden han den 21. marts 2018 ved fogedens indgriben var blevet sat ud af den gård, som gennem fem årtier havde været hans hjem og arbejdsplads.
Læs også
Det usædvanlige ved historien var, at Ole Jensens kone, søn og dennes samleverske stadig boede på gården og ønskede at drive den videre – bare uden Ole Jensens medvirken.
Hele miséren skyldtes, ifølge den østjyske landmand selv, teksten i en ægtepagt, som var blevet udformet tilbage i 2009, hvor han var døden nær af kræft.
I dén stod der, at hustruen i tilfælde af Ole Jensens død havde fuldstændigt særeje over de fire gårde, 100 hektar jord og en kødkvægsbesætning på 3-400 dyr, der hørte under landbruget.
Ægtepagten gjaldt ikke kun ved død, men også i tilfælde af skilsmisse. Så da hans kone efter 43 års samliv i august 2017 meddelte, at hun ville skilles, var Ole Jensen efterladt uden noget som helst.
Læs også
Selvom ejendommen i en længere årrække havde stået i konens navn, fordi Ole Jensen selv havde gæld fra en tidligere konkurs, følte han sig ført bag lyset, da det næsten udelukkende var ham, der gennem alle årene havde udført arbejdet med landbruget. Konen arbejdede som skolelærer.
Hun ønskede nu, at sønnen og hans samleverske skulle drive gården videre, og i marts 2018 blev Ole Jensen altså ved fogedens hjælp sat på porten. Med sig havde han sit tøj, sine to hunde og en gammel Peugeot stationcar, som var indregistreret i hans navn.
Da TV 2 talte med Ole Jensen i februar, håbede han, at han ad rettens vej kunne blive tilkendt en såkaldt ”særejekompensation”, som gives i visse tilfælde, hvor den ene ægtefælle efter en skilsmisse stilles i en urimeligt ringe, økonomisk situation. Han var netop blevet tilkendt fri proces til at føre sagen.
Men nu, hvor konkursen er en kendsgerning, er udsigterne til en økonomisk godtgørelse så godt som ikke-eksisterende.
Afventer to retssager
Ole Jensen har endnu ikke nået at drøfte den seneste udvikling med sin advokat. Han håber dog stadig at opnå en form for juridisk genoprejsning.
Han har anlagt to retssager mod sin ekskone. Udover sagen om særejekompensation, ønsker han at få ægtepagten prøvet ved retten.
Han mener, at ægtepagten er ugyldig, fordi han var stærkt medicineret, da han underskrev den i 2009, og fordi han angiveligt aldrig fik udleveret en kopi af den. Sidstnævnte har, ifølge hans eget udsagn, været medvirkende til, at han på grund af påvirkning af smertestillende medicin havde glemt alt om dens eksistens.
- Det burde være sådan, at hvis man overlever alvorlig sygdom, at man så har en mulighed for at genforhandle en ægtepagt, siger Ole Jensen.
Egentlig var de første retsmøder i sagen om særejekompensation berammet til at finde sted i marts i år, men er siden blevet udskudt.
- Min advokat mente, at jeg ville stå juridisk stærkere, hvis vi kunne føre de to sager samlet, og det fik vi godkendt af retten i Horsens. I samme ombæring blev datoen rykket til 7. juli. Vi havde jo ingen anelse om, at en konkurs var under opsejling, lyder det fra Ole Jensen.
Ifølge modpartens advokat, Helle Brandt, har hun endnu ikke fået en bekræftelse fra Ole Jensens advokat på, at sagerne overhovedet vil blive ført. Hun har følgende kommentar i den forbindelse:
- Hvis Ole Jensen vinder en retssag, kan han jo stille sig i kø med de andre kreditorer, siger advokat Helle Brandt.
Læs også
Taknemlig for danskernes støtte
I forbindelse med at afsnittet af ’Når arven splitter os’ med Ole Jensens sag blev vist på TV 2 i februar, har den nu 71-årige landmand fået masser af støtte fra danskere rundt om i hele landet.
- I den første uge efter, at programmet havde været vist på tv, lavede jeg ikke meget andet end at tale i telefon. Folk ringede fra København, fra Sønderjylland, ja, fra hele Danmark. Så det har været en enorm støtte, og det kan man kun være taknemlig for, konkluderer Ole Jensen.
En Facebook-gruppe med over 3000 medlemmer har netop afsluttet en støtteindsamling, som har indbragt omkring 40.000 kroner til den forhenværende landmand.
- Det er utroligt, at mennesker, man aldrig nogensinde har mødt, vil gå ind og støtte, som de har gjort. Jeg har slet ingen ord for det. Det har været en af de få positive oplevelser ved at komme igennem den her trædemølle, siger Ole Jensen.
Ekskonen har via sin advokat meddelt, at hun ikke ønsker at udtale sig, hverken i forbindelse med tv-programmet eller artikler til tv2.dk.