Kraftig regn, torden og måske skybrud truer i den nye uge
Inden Danmark risikerer at drukne i regn får vi dog et par pæne dage med temperaturer omkring 20 grader
Tirsdag kan du sole dig i 20 grader, mens onsdag og især torsdag skal du væbne dig med regntøj og paraply - og måske er det sågar en god ide at tjekke tagrenderne en ekstra gang.
Læs også
Næste uges mest markante vejr ser nemlig ud til at gøre sin entré i løbet af onsdagen og navnlig på torsdag, når intense lavtryk over Mellemeuropa tager turen mod nord - direkte op over eller tæt forbi Danmark.
Tirsdag bliver ugens pæneste dag
Inden da har vi dog mandag og tirsdag, hvoraf førstnævnte bliver en pæn dag med enkelte byger, men også fortsat med blæst, der ved kysterne kan give op til kuling. Først på dagen måske også kraftige vindstød.
Tirsdag lægger vinden sig dog, og med solskin og temperaturer op til omkring 20 grader bliver det med stor sandsynlighed ugens flotteste dag.
Onsdag og torsdag kan blive sjaskvåde
Men så sker der noget midt på ugen - i første omgang over Mellemeuropa. Her dannes et par kraftige lavtryk, øst for hvilke varm og fugtig luft strømmer mod nord.
Læs også
Afhængigt af lavtrykkenes præcise baner kan vi i Danmark forvente talrige regn- og tordenbyger ud på onsdagen og måske i særdeleshed om torsdagen, som i øjeblikket ser særdeles våd ud.
Lavtryk sydfra er drilske
Lavtryk sydfra er dog altid meget svære at spå om, og ofte tager de en bane længere østom landet, end prognoserne først antager.
Sker det igen, så er de østlige egne mere udsat for store mængder regn, mens køligere og tørrere luft hurtigere når frem til landet fra vest og nordvest igen. Vejrudviklingen er dog meget usikker.
Som det ser ud nu, gør man dog klogt i at forberede sig på et par meget våde døgn midt på ugen. Sidst Danmark blev ramt af kraftig regn og skybrud var i torsdags den 22. juni.
KRAFTIG REGN OG SKYBRUD
- Kraftig regn er når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
- Skybrud er når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
- Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.
Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder mellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.