Konfirmanders store dag kan regne væk
Store Bededag bliver regnfuld og blæsende i hele landet. Se her hvornår det regner hos dig.
Danmark savner i den grad regn. Alligevel er der mange, som er kede af, at det lige netop er i morgen, hvor regnen for alvor vender tilbage. Konfirmander med gæster i det fineste tøj vil opleve regn i hele landet.
Tørkeindekset er skyhøjt og lyder på 9,4 på en skala til ti, så naturen savner i den grad regn. Alligevel ville det være rart, hvis regnen kom lidt senere eller i nat.
Inden fredagen er omme vil der mange steder falde op til 10 millimeter regn, og som man kan se på grafikken, ventes der mellem 10 og 15 millimeter til Djursland.
Allerede til morgen vil vejret være markant anderledes, end vi har oplevet længe. Nogle steder regner det, og andre steder er himlen så mørk, at mange vil bekymre sig om dagens arrangementer
Det blæser også mere i telte og pavilloner, som er sat op til dagens fester.
Temperaturen behøver man ikke bekymre sig om. De seneste morgener har vi været nede omkring frysepunktet, men fredag morgen vil tallene på termometrene nogle steder være tocifrede.
I løbet af formiddagen kommer der regn flere steder, især i syd og øst. Det vil genere mange konfirmationer, hvor der blandt andet er tradition for at hente konfirmander på motorcykel eller i åben bil.
Bedst konfirmationsvejr får man i den nordlige del af Jylland, hvor det stadig holder helt tørt. Regnvejret vil variere. Nogle steder vil det opleves sammenhængende, mens det andre steder er mere bygeagtig i sin karakter. Tendensen er dog tydelig: Flere og flere vil få regn.
I eftermiddagstimerne regner det mange steder i landet efterhånden også i Nordjylland. Til gengæld begynder regnen at slippe i de sydlige egne, så gæster til konfirmationer kan bevæge sig i tørvejr.
I aftentimerne bliver det efterhånden mest tørvejr samtidig med, det bliver mere vådt til mange fester.