Kold og blæsende morgen føles som fem graders frost
Danmark er stået op til en fredag morgen med få plusgrader, men frisk til hård vind fra vest får det til at føles, som var det frostvejr
Når solen står op over Danmark omkring klokken 06.30, vil den skinne over hele landet på en smuk og klar morgen.
Men det er også en morgen, hvor temperaturerne kun ligger lige over frysepunktet, og hvor vinden blæser frisk til hård fra vest.
Læs også
Kuldeindeks mellem én og fem minusgrader
Det får det til at føles rigtig koldt, og skal man op på cyklen og til arbejde, så er hue og handsker at foretrække.
Kuldeindekset - eller den såkaldte windchill-effekt - ligger nemlig mellem én og fem graders frost landet over.
Klokken 06 var kuldeindekset lavest på nordspidsen af Bornholm, hvor temperaturer på 2,4 grader sammen med en vestlig kuling på 15,9 meter per sekund ved Hammer Odde fik det til at føles, som lå temperaturen på -5,3 grader.
I København var kuldeindekset på samme tidspunkt -2,8 grader, i Odense -3,0 grader og i Aarhus og Aalborg -2,2 grader.
Læs også
Op til 11 grader i eftermiddag
Den laveste reelle temperaturer i nat blev dog målt i Silstrup nær Thisted i Thy med 1,0 grader.
I løbet af dagen aftager vinden noget, temperaturerne stiger til 10-11 grader i strålende solskin, og så vil det igen begynde at føles forårsagtigt.