Kandidats navn blev til ”Hitlers” efter avisbrøler
Ifølge avisens annonceansvarlige har de aldrig oplevet noget lignende. Selv ærgrer kandidaten sig over slåfejlen
Flere borgere i Ry spærrede i denne uge sikkert øjnene op, da den seneste udgave af Ry Ugevis dumpede ind af brevsprækken.
I lokalavisen blev de på side to mødt af en stor valgannonce, hvor de blev opfordret til at sætte deres kryds ved ”Katja Hitlers” ved kommunalvalget den 21. november.
Kvinden bag annoncen er dog rettelig Katja Hillers, der er opstillet for Det Radikale Venstre i Skanderborg Kommune. Hun ærgrer sig over fejlen, som dog ligger hos avisen.
- Selvfølgelig er jeg træt af det, men et eller andet sted kan jeg også kun trække på smilebåndet, for i bund i grund står jeg jo for direkte det modsatte, siger Katja Hillers til TV 2.
Ry-sagen trak hende ind i politik
Den 44-årige mor til to fra Ry fortæller, at hun altid har været engageret i lokalsamfundet, og at det derfor har været nærliggende for hende at gå ind i lokalpolitik.
Det sidste skub fik hun i februar i år, da fire af datterens skolekammerater på Mølleskolen kastede en brandbombe på en femte dreng, som fik svære brandskader. Sagen fik massiv medieomtale og blev kendt som Ry-sagen.
Læs også
- Sagen har helt klart fyldt meget, og den kom som et chok for os alle sammen, især fordi jeg har en datter, der har været meget tæt på sagen, siger Katja Hillers.
Efter Ry-sagen satte hun sig i spidsen for Natteravnene i Ry og startede foreningen Synlige Voksne, og nu stiller hun op til byrådet i Skanderborg Kommune.
Læs også
Annonceansvarlig ærgrer sig over fejl
Som kandidat for de radikale er der dog ikke noget, der ligger hende fjernere end nazisme og den tyske diktator Adolf Hitler. Derfor var hun også i kontakt med lokalavisen, da hun så så den uheldige annonce.
- De har erkendt, at der har været noget dårlig kommunikation, og at der bliver rettet op på det i de næste udgaver, siger Katja Hillers.
Læs også
Medieansvarlig Jens Møller fra Ry Ugeavis bekræfter over for TV 2, at der er sket en teknisk fejl ved avisen i forbindelse med, at de modtog en fil fra Katja Hillers, som var for stor i forhold til annoncepladsen, så de måtte ændre i den.
- Her kan der opstå fejl, men der er ingen her i huset, der kan mindes noget lignende, hvor et bogstav er blevet byttet ud. Der er desværre ingen, der fanger fejlen, og det er hamrende ærgerligt, siger Jens Møller.
Han bekræfter, at Katja Hillers annonce i de næste to indrykninger bliver med det rigtige navn.