Kan din gave byttes? Her er byttereglerne, du måske ikke kender

Den 27. december åbner butikkerne igen efter helligdagene, og så går bytteræset i gang. Få et overblik over dine rettigheder i bytteland

Salling i Aarhus er et af de varehuse, hvor der typisk er travlt, når julegaverne skal byttes. Foto: Axel Schütt - Ritzau Scanpix

Det er ikke altid, at sweateren fra tanten falder i ens smag - og så må den jo byttes.

Byttereglerne er dog ikke altid til at hitte rede i. For eksempel kan du bytte en gave, selvom den er brugt, hvis den er købt på nettet, og du kan faktisk både få penge tilbage OG beholde din gave, hvis den er sat ned i pris til udsalget.

Nedenfor kan du se de specifikke regler, når det kommer til at bytte julegaverne.

SÅDAN ER BYTTEREGLERNE:

 

1 - Bytteregler i fysiske butikker

  Foto: Axel Schütt - Ritzau Scanpix

De fysiske butikker har ikke pligt til at bytte dine gaver, men det er en ekstra service, som de fleste tilbyder. Man skal dog skelne mellem, om butikken giver returret eller en bytteret.

Bytteretten betyder, at man har ret til at bytte varen til andre varer i butikken. Har man for eksempel fået en gave til 200 kroner, kan man med en bytteret få lov til at købe andre varer for samme beløb.

Returret betyder, at man kan gå ind i butikken og få alle pengene retur. 
 

 

2 - Kvitteringen er vigtig

  Foto: Colourbox

Selvom butikken tilbyder fuld returret, kræver det i de fleste tilfælde en kvittering. På den måde kan sælger se, hvordan varen er betalt - om der for eksempel er benyttet et gavekort, så pengene skal udbetales på et nyt gavekort eller kan gives kontant.

Derudover er kvitteringen altid vigtig at gemme, så man kan benytte sig af sine to års reklamationsret, hvis varen skulle risikere at have fejl eller mangler.

 

 

3 - Behold din gave og få penge tilbage

  Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Hvis der er returret på din gave, og butikken efterfølgende sætter prisen ned, kan man bytte gaven og købe den igen til en lavere pris.

Har man for eksempel fået en gave, der koster 300 kroner og efterfølgende sættes ned til 200 kroner, så kan man altså få 100 kroner tilbage.

 

4 - Gaven skal kunne sælges igen

  Foto: Andreas Beck - Ritzau Scanpix

Når man returnerer gaven til butikken, skal den være så god som ny. Det vil sige, at den leveres tilbage i sin originale emballage og kan sælges til fuld pris igen.

Varen må med andre ord kun 'prøves', som man kan gøre det i en butik, og mærker må ikke være klippet af. 

Hvis man vil have det fulde beløb retur, gælder de samme ting, når man handler på nettet. Men her kan man også returnere en brugt vare. I sådan et tilfælde skal man dog selv betale for en eventuel værdiforringelse.

Som kunde har man selv ansvaret for pakken, indtil den igen er i sælgers varetægt. Det vil sige, at det er ens eget ansvar, hvis den for eksempel bliver væk eller går i stykker under fragten.

 

5 - Køb på nettet kan også fortrydes

  Foto: Ólafur Steinar Gestsson - Ritzau Scanpix

Har man fået en julegave, der er købt på nettet, kan man altid fortryde indtil 14 dage efter, køberen har modtaget den med posten. Indenfor de to uger er det blot nødvendigt, at man har givet tydeligt udtryk for - gerne på skrift -, at man ønsker at returnere. Derfra har man så 14 dage til at få sendt varen afsted.

Det er vigtigt at gemme kvitteringen for afsendelse, så det er muligt at bevise overfor butikken, at den er sendt afsted inden for tidsrammen. Ofte har netbutikker længere byttefrist i forbindelse med julen, men det skal man tjekke hos den enkelte butik.

Vær opmærksom på, at pengene går tilbage på gavegiverens betalingskort.

Kilde til de gode råd er Konkurrence- og forbrugerstyrelsen samt Forbrug.dk.