Kameraer sat op på motorvej - koster 3,6 mio. kroner
18 nye master med overvågningskameraer skal forbedre forholdene for bilister, mens motorvejsstrækning skal udvides
Hvis du har kørt på E45 Østjyske Motorvej mellem Skanderborg og Aarhus på det seneste, har du måske allerede lagt mærke til dem.
18 nye, høje master, som Vejdirektoratet har opsat langs den 15 kilometer lange motorvejsstrækning.
Læs også
Hver har de et 360 graders-kamera på toppen.
Tanken er, at Vejdirektoratet på den måde kan overvåge hele strækningen, når motorvejen de kommende måneder skal udvides fra de nuværende to spor til tre spor i hver retning.
Når vejarbejdet begynder, bliver pladsen nemlig trang, og ved en ulykke vil kameraerne skabe overblik, som trafikcentret i København kan rykke på.
- Så kan vi se, hvad der skal til, for at vi hurtigt kan få ryddet op og få fjernet det, der skaber problemerne ude på vejen, så vi igen kan få gang i fremkommeligheden, siger Stine Bendsen, afdelingsleder hos Vejdirektoratet.
Grøn energi holder kameraer igang
Hver mast koster 200.000 kroner. Med prisen følger kameraet, der kan filme 360 grader rundt, samt solceller og en vindmølle, der holder kameraet i gang med vedvarende energi.
Inspirationen til at forbedre overvågningen er hentet i forbindelse med tre andre motorvejsudvidelser: ved Vejle, på Vestfyn og ved Køge Bugt-motorvejen.
- Det virker, og det giver en rigtig god gevinst, også for samfundet, at vi hurtigt kan reagere, når der sker noget ude på strækningen, siger Robin Højen Madsen, projektchef hos Vejdirektoratet.
Læs også
Indtil videre vil strækningen mellem Skanderborg og Aarhus være overvåget resten af år 2018.
Men når vejarbejdet slutter, skal masterne pilles ned igen.
FDM vil have master flere steder i landet
Bilejernes organisation, FDM, mener dog, at overvågningen skal gøres permanent på følgende tre strækninger, der er landets mest belastede:
- Hvis vi kan få højnet overvågningen og dermed trafikledelsen på de steder, så er det kun en god ting, siger Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM.
Spørgsmålet er så bare, hvor pengene skal komme fra. Alene de 18 master på en 15 kilometer lang strækning koster staten 3,6 millioner kroner.
Men ifølge FDM vil pengene være givet godt ud.
- De penge, vi skal bruge på for eksempel at sætte kameraer op, de er meget hurtigt vundet ind ved den besparelse, man opnår ved at en hel masse bilister ikke skal sidde i kø, siger Dennis Lange.
Han henviser til nye beregninger fra Dansk Industri, der viser, at det i 2017 kostede samfundet 20 milliarder kroner, at både virksomhedernes produkter og medarbejdere kommer senere frem på grund af trængsel på vejnettet.
De bilister, som TV 2 fredag talte med, var da også positive over for ideen.
- Hvis de kan få trafikken til at køre bedre med de kameraer, så er det da fint nok med mig, siger John Knudsen.
Øverst på siden kan du se et TV2-indslag om kameraerne.