Jorden er lige så tør, som den plejer at være i juni

Selvom der faldt rekord meget regn i marts, er jorden allerede lige så tør, som den plejer at være i juni.

Sidste sommer var der ekstrem tørke det meste af sommeren. Alligevel var jorden ikke nær så tør på samme tidspunkt sidste år, som den er nu. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Danskerne kan nyde påsken i fuld sol og med temperaturer, der når helt op på 18 grader.

Men selvom det nok lokker de fleste ud på altaner og terrasser, er det ikke alle, der er begejstrede for udsigten til en håndfuld helligdage helt uden regn.

Læs også Se kortene - så varmt bliver det i påsken

Indtil videre er der faldet under en tiendedel af den regn, der plejer at falde i april, og det har gjort jorden ualmindeligt tør.

Det betyder, at landmænd bliver nødt til at finde vandingsmaskinerne frem allerede nu, hvis deres høst senere på året ikke skal slå fejl.

Samme niveau som om sommeren

I Danmark måler man jordens tørhed med det såkaldte tørkeindeks. Normalt ligger det mellem en og to i midten af april, men lige nu ligger det på 6,2.

Det betyder, at der mangler 62 millimeter regn i jorden. Den slags tørke er ikke set så tidligt på året, siden DMI for 15 år siden begyndte at bruge tørkeindekset.

Læs også Har du en dårlig dag? Så opfatter du også vejret som dårligere, end det er

- Det er helt normalt, at tørkeindekset stiger om sommeren, men lige nu er vi oppe på et niveau, vi først plejer at se i sommermånederne, fortæller TV 2 VEJRETs meteorolog Sebastian Pelt.

End ikke sidste år, hvor vi endte med at have ekstrem tørke hele sommeren, var mængden af vand i jorden i april så lav som nu. På samme tid sidste år var tørkeindekset på 1,9. Under en tredjedel af, hvad det er i dag.

 

Jordtypen er afgørende

Selvom det lyder voldsomt, at jorden mangler 62 millimeter vand, er det meget forskelligt fra landsdel til landsdel, hvor alvorligt det er.

- I de områder, hvor der er sandede jorde, kan der allerede opstå problemer, når vi når op på tre eller fire. I de lerede jorde, som ofte ses på Sjælland, er vandtransporten lettere. Her er der først problemer, når tørkeindekset når op på syv eller otte, fortæller Sebastian Pelt fra TV 2 VEJRET.

Onsdagens tørkeindeks på 6,2 er et gennemsnit for hele landet, og selvom niveauet ligger lavere i Vestjylland, er det et af de steder, hvor landmændene og haveejerne er i størst problemer.

Femdøgnsskema fra TV 2 VEJRET udsendt 17. april. Påsken bliver lun og solrig - og helt uden regn. Foto: TV 2 Vejret

Varmen er ikke afgørende

Ifølge TV 2 VEJRET skal landmændene dog kigge langt efter regnvejret.

- Det ser ikke ud til, at der kommer regn lige foreløbigt. Enkelte steder kan der komme små byger, men det bliver ikke mere end det, siger Sebastian Pelt.

Det ser ikke ud til, at der kommer regn lige foreløbigt.

Sebastian Pelt, TV 2 Vejret

Han fortæller dog også, at påskens temperaturstigninger ikke nødvendigvis gør tørken markant værre.

- Lige nu har vi ualmindeligt mange soltimer, mens luften er ualmindeligt tør. Det er de to største grunde til, at jorden er så tør, som den er. Varmen giver kun en smule ekstra fordampning, siger han.

Rapsblomsterne er allerede sprunget ud, og de har i den grad brug for vand. Foto: Else-Marie Jørgensen / Privatfoto

Han fortæller desuden, at årsagen til, at vejret er gået fra at være ekstremt vådt i marts til at være knastørt i april, skal findes i vindretningen.

- Vestenvinden, som vi havde i marts, er fugtig, men nu er vinden vendt, så vi i stedet har østenvind. Den kommer fra Rusland, og luft, der kommer fra land, er generelt mere tør. Det var også det, vi oplevede i sommer, siger meteorologen.

02:30

VIDEO: Her kan du se den østjyske vejrudsigt for de kommende dage.

Luk video