Fodboldstjernes lejlighed udsat for hærværk og brandstiftelse

Jens Stages lejlighed i Aarhus er blevet udsat for hærværk og brandstiftelse, da en genstand blev kastet ind gennem en rude.

00:52

VIDEO: Den tidligere AGF-spiller Jens Stages lejlighed på Eckersbergsgade i Aarhus C har været udsat for et angreb. Video: TV2 ØSTJYLLAND (Foto: Øxenholt foto)

Fodboldspilleren Jens Stages skifte fra AGF til FC København tidligere i juli er ikke blevet taget lige godt imod af alle.

I weekenden blev Stages lejlighed på Eckersbergsgade i Aarhus C udsat for hærværk og brandstiftelse. Det oplyser AGF og FC København på klubbernes hjemmesider.

Læs også Brand i fodboldspillers lejlighed efterforskes bredt

En genstand blev kastet ind gennem en rude, og efterfølgende opstod der en mindre brandskade i lejligheden, skriver AGF.

AGF opfordrer alle, der måtte have kendskab til gerningsmændenes identitet eller andre oplysninger relevant for sagen, til at henvende sig til politiet på tlf. 114. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Østjyllands Politi bekræfter, at de modtog anmeldelsen natten til søndag via 112 og efterforsker nu hændelsen som en brandstiftelse og efterlyser vidner i sagen. De kan endnu ikke sige noget om motivet bag:

- Vi er i øjeblikket i gang med en bred efterforskning, og det er derfor for tidligt at sige noget om motivet. Vi hører meget gerne fra eventuelle vidner, der har set mistænkelige personer i området på gerningstidspunktet, siger Jakob Christiansen, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

En anden beboer i lejligheden på Eckersbergsgade, der var hjemme da angrebet skete, bekræfter over for TV2 ØSTJYLLAND, at der er tale om Jens Stages lejlighed. Han ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen.

AGF fordømmer episoden

AGF, der solgte Stage til FC København tidligere på sommeren, fordømmer episoden og truer med livslang karantæne.

- Vi fordømmer på det kraftigste den slags handlinger og tager skarpt afstand til dem. Vi har tilbudt vores hjælp til politiets efterforskning og vi håber, at gerningsmændene findes og bliver stillet til ansvar. Og hvis de bliver identificeret, og det viser sig, at de har det mindste tilhørsforhold til AGF, så vil de - udover en civil dom - få livslang karantæne til alle AGF's kampe, siger AGF-direktør Jacob Nielsen til AGF's hjemmeside.

Vi fordømmer på det kraftigste den slags handlinger og tager skarpt afstand til dem.

Jacob Nielsen, direktør, AGF

AGF opfordrer alle, der måtte have kendskab til gerningsmændenes identitet eller andre oplysninger relevant for sagen, til at henvende sig til politiet på tlf. 114.

Læs også AGF sælger Jens Stage i rekordhandel

FC København afventer politiet

FC København har også omtalt episoden på sin hjemmeside. Klubben, der møder AGF i Superligaens anden spillerunde, skriver følgende:

- F.C. København erfarer, at der i weekenden er udøvet hærværk mod Jens Stages lejlighed i Aarhus, hvilket vi naturligvis tager kraftigt afstand fra.

- Klubben og Jens Stage har ikke yderligere kommentarer i sagen og afventer nu politiets undersøgelser.

Læs også Nabo efter brand i fodboldspillers lejlighed: - Jeg var lidt i chok

Den 22-årige arbejdsmaskine nød inden sit skifte til FCK stor anerkendelse hos fans af AGF, da Stage er vokset op i Aarhus og erklæret fan af klubben, som han spillede for.

På fredag mødes netop FC København og AGF i Superligaens anden spillerunde.

Populær spiller

Jens Stage har gennem flere sæsoner været en populær mand i AGF, hvor han har været betegnet som en rigtig klubmand.

Den 22-årige midtbanespiller fik superligadebut i maj 2016. De seneste år har han været en nøglespiller i AGF.

Læs også Nabo efter brand i fodboldspillers lejlighed: - Jeg var lidt i chok

Derfor var det ikke med AGF's gode vilje, at klubben skulle sælge Jens Stage til FCK i sommerens transfervindue, fortalte sportschef Peter Christiansen i forbindelse med salget.

- Men sådan er fodbold - nogle gange ændrer tingene sig hurtigt. Og da Stage selv har haft et brændende ønske om skiftet, så har vi efterkommet det, da vilkårene også blev tilfredsstillende for os.

- Vi kan således konstatere, at det er en historisk stor aftale i dansk fodbold, sagde sportschefen i en pressemeddelelse.

Jens Stage skiftede i sommerpausen fra AGF til de danske mestre fra FCK. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix