Onsdag morgen skal isskraberen frem igen flere steder

Nedbør og opklaring kan føre til pletvis glatte veje og rimfrost på bilruderne

Onsdag morgen vil bilister lokalt skulle ud og skrabe forruderne. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Temperaturen kommer i morgen tidlig til at ligge liiiiiiige på vippen, og det kan lokalt føre til både rim på bilerne og pletvis glatte veje. Samtidig kan der komme lidt nedbør, der alt efter temperaturen kan komme som tøsne, slud eller regn.

- Det er en af de morgener, hvor man skal være opmærksom, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.

Læs også Derfor er det allerkoldest, lige når du skal afsted på arbejde

I dag er der megen blæst, men vinden aftager i løbet af natten, og dermed falder temperaturen hastigt, de steder hvor det er klart vejr.

- Temperaturen vil kunne komme ned omkring minus en grader, siger Andreas Nyholm.

Selvom temperaturen ikke er i minus, kan det godt være tilfældet nede ved jorden. Standardtemperaturen måles nemlig i to meters højde.  Foto: TV 2

Generelt vil temperaturen ligge mellem de minus en og plus to grader, men eftersom temperaturerne måles i to meters højde, kan der godt være tre grader lavere nede ved jorden.

Selvom bilens termometer viser plus, kan der sagtens være glatte veje.

- Der kan komme byger som enten regn, slud eller tøsne, og så skal man være opmærksom. Falder der en regnbyge, hvorefter det klarer op, kan det godt blive en grim situation. Det allerfarligste er altid, når der kommer en opklaring lige efter regnvejr, lyder det fra Andreas Nyholm.

Allerede i nat kan der komme pletvis glatte veje. Foto: TV 2

Trafikanterne kan glæde sig over, at det generelt er relativt tørt, og dermed at der også er mindre vand til at fryse og skabe isglatte veje.

- Det havde været værre, hvis de lave temperaturer havde kommet i nat. Der har godt nok også været enkelte byger i dag, men luften er så tør på den her tid af året, at det hurtigt fordamper igen. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke vil være nogen, der skal skrabe bilen, og man skal også være opmærksom på muligheden for pletvis rimglatte veje, siger Andreas Nyholm.

01:19

VIDEO: Se den østjyske vejrudsigt for de kommende fem døgn.

Luk video