Sound on/off

Hun faldt hen i en heroinrus – da hun åbnede øjnene, bar de hendes ven væk i en ligpose

Lugten ramte Anette Hansen i det øjeblik, hun trådte ind i sin lejlighed. Brændt, krads og kemisk.

I to år havde hun ”leget” lykkelig kernefamilie med økologi og dampede grøntsager i den treværelses ejerlejlighed på Vester Ringgade i Aarhus.

Her boede hun med sin kæreste og deres datter på to år. Og 28-årige Anette Hansen havde aldrig haft det så trygt og godt før.

Men i det splitsekund, lugten ramte hende, vidste hun, at familieidyllen var slut.

Hun styrede direkte mod køkkendøren, der var udstyret med et lille vindue. Hun vidste præcis, hvad hun ville få at se på den anden side.

Bag døren stod hendes kæreste foran komfuret. På kogepladen lå en ske med en boblende brun væske i. Ved siden af komfuret lå sprøjte, vat og elastikbånd. Kæresten var faldet i igen.

Og nu ville han hive Anette med i faldet. Det var uundgåeligt.

Efter to års pause fra et mangeårigt heroinmisbrug måtte hun give op. Lugten og synet af den brune boblende masse vækkede hver en celle i hendes krop.

Den skreg efter stofferne. Trangen ryddede bordet. Den trumfede den kolossale følelse af skyld og skam ved tanken om det, hendes datter nu skulle være vidne til.

Hun følte sig fortabt. Og så væltede det hele.

Fra misbruger til misbrugsbehandler

52-årige Anette Hansen får stadigvæk tårer i øjnene, når hun fortæller om den dag, hendes drøm om en stoffri kernefamilie faldt fra hinanden.

Vi møder hende i hendes lille røde rækkehus i Esbjerg, hvor hun i dag bor med sin nye kæreste og teenagesøn.

I dag er hun psykoterapeut og misbrugsekspert og hjælper folk ud af deres misbrug. Man kan følge hendes arbejde i programmet ’Misbrug’ på TV 2.

Hendes force er, at hun kan forstå enhver misbruger. For hun har selv været igennem det og trukket sig selv op, da det var allerværst.

Hun ved, hvordan skyld og skam kan stoppe en fra at bede om hjælp. Og hun ved, hvor svært det er at få sagt det livsnødvendige nej. Og hun har lært, at det ikke handler om at fortryde sin fortid, men bruge den.

Søgte tilflugt i legehuset

Anette Hansen sidder ved det hvide spisebord i stuen. Der er blomster i vindueskarmen, malerier på væggene og bøger i reolen. Der er hyggeligt.

Sådan husker hun ikke sit barndomshjem, hvor hun voksede op med sine forældre og søster i Sønder Bjert uden for Kolding.

Anette foretrak at opholde sig i haven i det fine trælegehus med brunt tag og små bænke og stole, som var lavet af hendes elskede snedkerfar.

Her sad hun i timevis i sol, regn og blæst og ventede på, at han skulle komme hjem fra arbejde. For inde i huset var hendes mor. Og Anette var bange for hende.

Hun har ikke lyst til at fortælle præcist, hvad hun oplevede, når hun var sammen med sin mor, men fortæller, at hun følte sig prisgivet, når hun var alene med hende.

Anette Hansen følte sig aldrig elsket af sin mor. Hun kan ikke huske, at moren nogensinde rørte kærligt ved hende.

- Det må hun vel have. Jeg må vel have fået skiftet tøj? Men jeg kan ikke huske, hun har taget mig i hånden, eller at jeg har siddet på hendes skød, siger hun.

Anette Hansen har næsten ingen billeder fra sin barndom og ungdom, men da hun var omkring 16 år, fik hun taget dette billede af en professionel fotograf. Og det har hun gemt. Foto: Privat

Anette havde mange drømme for fremtiden. Hun ville gerne være psykolog eller måske designer. Men i stedet skulle hun bruge de næste mange år af sit liv på at bedøve enhver følelse, tanke og drøm.

Det første fix

Opvæksten plantede følelsen af fortabthed i Anette Hansen. Hele sin ungdom ledte hun desperat efter et sted at passe ind. Hun var rastløs.

Derfor flyttede hun som 17-årig fra barndomshjemmet og ind til Aarhus. Her blev hun en del af undergrunds- og punkermiljøet. I slut 80’erne røg hun for første gang heroin.

Nogle år forinden havde hun røget noget hash. Men nu tilbød hendes 13 år ældre ven et stof, der kunne give hende en kemisk lykkerus af dimensioner.

Samtidig fik den hende til at glemme alle sine følelser. Efter tre måneder gik hun over til at fixe sig selv med sprøjte.

 

Så snart nålen blev sat i armen, og heroinen blev skudt direkte ind i blodbanerne, ramte stoffet hjernen. Hun kan stadigvæk huske følelsen i dag.

- Det føltes ligesom at falde ned i varmt, varmt vand. Jeg havde det ligesom et spædbarn, der blev svøbt i et varmt tæppe. Alt spændte af. Alt blev afslappet, og så blev jeg helt væk, siger hun.

Men fra det første fix handlede alt i Anettes liv om jagten på den næste rus. Og misbruget accelererede med høj fart.

Sound on/off

Dødelig dosis hver eneste dag

I begyndelsen fixede hun dagligt, men snart blev det hver fjerde eller femte time. Og det var dyrt. Hver dag skulle hun hive et par tusind hjem for at betale for forbruget.

Derfor gik der ikke længe, før hun selv begyndte at sælge stoffer. Og så stjal hun. Tøj, parfumer, dynebetræk, cigaretter – alt, hvad der kunne videresælges.

Hun kendte hver en trappe, elevator og flugtrute i Magasin og Salling, så hun kunne kom væk, når vagterne genkendte hende og råbte ”Anette, for helvede”.

Indimellem sine heroinfix indtog hun alt, der kunne holde abstinenserne nede: rohypnol, sovemedicin, hash og metadon.

Til sidst kunne hun indtage 120 milligram metadon. Normalt er 45-50 milligram metadon en dødelig dosis for en ikke-misbruger. Heroinen udsatte alle hendes behov, også sult og søvn.

Vægten faldt til 47 kilo. Kroppen var ”hullet som en si”. Hun havde stikmærker i lysken, fødder, hænder og arme.

En dag blev det krystalklart for Anette, at hun kunne dø af sit misbrug. Den dag glemmer hun aldrig.

Vennen kom op i en sort sæk

Hun havde netop sat sig ud på et herretoilet med en af sine venner ved Store Torv ved Aarhus domkirke.

Med sig havde de sprøjter, ske, vat og heroin.

Heroinen virkede som altid på få sekunder. Hun havde brug for lidt luft og gik et par meter op ad trappen ved toilettet. Her faldt hun hen i heroinrusen med en smøg i hånden.

Da hun slog øjnene op igen, var det til lyden af sirener og synet af blå blink. Politi- og ambulancefolk kom farende forbi hende og ned på toilettet.

Lidt tid efter kom de slæbende på en stor sort sæk. Indeni lå hendes ven.

For kort tid siden havde de fixet de sammen. Nu var han død af en overdosis. Anette Hansen havde siddet få meter fra ham og været så skæv, at hun ikke havde opdaget, at han havde mistet livet.

Det var dét, stoffer gjorde ved hende. Hun så kun sig selv.

Det var her, det gik op for hende, at det ligeså godt kunne have været hende, der var havnet i den sorte plastikpose.

- Jeg var ved at fixe mig selv ihjel, siger hun.

Hun havde brug for hjælp, det vidste hun nu. Men skyld og skam stoppede hende i at bede om den.

Vennen blev én af 12 nære venner, Anette Hansen kom til at begrave som følge af stofmisbrug.

Hvorfor hun ikke selv endte med at dø, ved hun faktisk ikke.

Men måske skyldes det, at hun aldrig nogensinde opgav håbet om noget mere og noget bedre. Drømmene var ikke helt forsvundet.

Heller ikke drømmen om at blive psykolog. Af samme grund læste hun diverse psykologibøger igennem, selv da misbruget var på sit højeste.

- Jeg havde sgu et abonnement hos Gyldendal Bogklub. Så der var jo noget sundt i mig bag alt det dysfunktionelle, siger hun.

Da Anette Hansen fyldte 26 år, kom pludselig det skub, hun længe havde ventet på.

Datteren ændrede alt

Hun vejede 47 kilo og havde droppet p-pillerne. Og i 1993 blev hun gravid med sin kæreste – manden, der tilbød hende sit første fix.

Det var ikke planlagt, men barnet var et ønskebarn. Anette så det som sin billet ud af misbruget.

Hun brugte sin skam til noget konstruktivt.

- Jeg kunne simpelthen ikke sætte et barn i verden og være misbruger, det ville være for skamfuldt, siger hun.

Og så stoppede hun. Fra den ene dag til den anden. Det samme gjorde kæresten.

Anette Hansen tog en uddannelse som zoneterapeut, og parret fik et lån til en lejlighed. I oktober 1993 kom deres lille datter til verden.

Det hele gik så godt. Indtil den dag, lugten ramte hende i køkkenet, og Anette fik øje på sin kæreste gennem køkkendøren i færd med at fixe. Og hun vidste, at det hele nu ville blive tabt på gulvet.

For selvom familielivet så pænt og idyllisk ud udefra, havde Anette Hansen aldrig fået bearbejdet årsagen til sit misbrug.

Hun vidste, hun burde tage sin datter under armen og gå. Men hun havde ikke styrken. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gå hen.

- Og så hakkede jeg det ind. For ikke at tænke mere, siger hun.

Anette var afhængig igen.

Hjælpen kom

Anette Hansen gjorde sit bedste for, at hverken datteren eller omgivelserne skulle opdage, at hun igen tog stoffer. Det krævede et enormt dobbeltspil.

Når datteren blev afleveret i vuggestuen, var hun iført det fineste tøj og helt nye sko. Anette havde stjålet det hele, men ingen skulle fatte mistanke om, at der var misbrugsforældre derhjemme.

Men selvom Anette næsten ikke kan få det over sine læber, må hun i dag erkende, at hendes datter led under at have en mor, der tog heroin.

- Den skyld og den skam skal jeg leve med, til jeg går i graven. Et barn har ikke fortjent sådan et liv. Det er der ingen børn, der skal udsættes for, siger hun.

  Foto: Christian Sejer Rasmussen/TV2

I 1996 ramlede narkomanlivet om ørerne på Anette Hansen. Kæresten flyttede væk.

Det blev umuligt for hende at skaffe penge til stofferne alene, selvom hun gjorde et ihærdigt forsøg. Smykker blev pantsat. Kørekort, køleskab og fryser solgt.

- Det hele gik ad helvede til, siger hun.

Anette Hansen havde ikke længere noget valg. Hun måtte tage de tunge skridt ned til misbrugscentret og lægge kortene på bordet.

Det var her, hun før første gang blev noteret i statistikkerne som misbruger i Aarhus. Sort på hvidt.

 

Det sidste fix

Men så begyndte hjælpen at komme. Anette og hendes datter blev først sendt på familieværksted og derefter på en døgninstitution, hvor Anette måtte vente på et behandlingssted.

Efter otte turbulente måneder kom hun på et familiecenter i Esbjerg.

Her blev hun mødt af venlige ansigter hos terapeuter og psykologer.

De hjalp hende med at håndtere følelsen af at være fortabt, uelsket og alene. Følelser, hun havde kæmpet hårdt for at fortrænge med daglige heroinfix i mere end ti år.

Men det var en voldsom oplevelse for Anette at føle og tænke igen, og det var ikke let at stoppe misbruget. Selv efter hun havde forladt behandlingen, røg hun i igen.

Men en dag i 1998 – 13 år efter hun tog det første fix – besluttede hun sig for at blive clean.

I dag kan hun ikke forklare, hvor styrken kom fra. Det skete bare. Hun ville være stoffri for sin datter skyld.

Og da hun sad i sin lille villalejlighed i Esbjerg, tog Anette Hansen for sidste gang et skud heroin. Det vidste hun.

Fire timer senere kom abstinenserne.

Det svære nej

Hun rystede af kulde, samtidig med at sveden løb ned fra armhulerne. Hendes spyt blev tykt. Hun kastede op og fik diarre.

- Det er lidt ligesom en influenza gange hundrede, fortæller hun.

Fristelsen til at tage et fix var stor. Få dage efter bankede den bogstaveligt talt på hendes dør.

Anette Hansen husker tydeligt, da hendes heroinsælgende underbo kiggede op og viftede en pose med fem gram heroin foran næsen på hende.

Hun kunne få det gratis.

Til trods for voldsomme abstinenser følte hun en enorm styrke, der rejste sig igennem hele hendes krop.

- Jeg ville bare gerne leve. Jeg havde en beslutsomhed. Og så sagde jeg ”nej tak”. Det er fandme noget, jeg er stolt af i dag, siger hun.

Abstinenserne varede tre uger. I den periode orkede Anette Hansen kun lige at følge datteren i børnehaven og hente hende klokken 16.30 igen.

Hun meldte sig ind i en tilbagefaldsgruppe - et netværk for stoffri narkomaner. Her talte man om tro, håb og erfaring. Og Anette kom der flere aftener om ugen med sin datter.

Faktisk kom hun der de næste fem år. Og det hjalp hende.

Livet efter rusen

På den anden side af misbruget mødte Anette Hansen den person, hun længe havde tænkt, hun var: Søgende, kreativ, videbegærlig og lidt af en bognørd.

Hun søgte ind på pædagoguddannelsen og gennemførte.

Uddannelsen er senere blevet fulgt op af psyko- og gruppeterapeutuddannelsen. Og om noget tid er hun også uddannet i familieterapi. Anette Hansen har noget, hun skal indhente.

Anette Hansen har stakkevis af bøger om psykologi derhjemme. Foto: Christian Sejer Rasmussen / TV 2

I dag har hun syv års terapeutisk uddannelse, som hun har taget, mens hun arbejdede.

For hun havde kun lige fået eksamensbeviset som pædagog i hånden, da hun fik en opringning fra en af sine tidligere misbrugsbehandlere i 2006.

Han var blevet leder af behandlingscentret Springbrættet og spurgte, om hun ikke ville arbejde der som misbrugsbehandler.

- Det ved ikke. Er det dét, jeg skal? spurgte Anette Hansen.

- Ja, selvfølgelig er det det, sagde han.

Og her har Anette Hansen arbejdet lige siden.

Det er et arbejde, der giver mening for hende og på mange måder er med til at slutte ringen.

- Jeg er pissedygtig til det arbejde, fordi jeg ved, hvordan misbrugere har det. Og det kan de mærke. Jeg kan gøre en forskel. Det hele hænger på en måde sammen for mig, siger hun.

I dag er Anettes skyld og skam afløst af ambitioner og stolthed.

Men en gang imellem bliver hun ramt af usikkerhed og mindreværd.

Det sker for eksempel, når hun møder læger og psykologer på de kurser, hun følger. Her sidder hun nogle gange med følelsen af ”bare” at være hende misbrugeren, der tog en uddannelse.

Men så hanker hun op i sig selv. Det hun kan, er der ingen mennesker, der kan læse sig til.

Hun fortryder ikke sin fortid som narkoman. Kun, at hun tog stoffer, mens hun havde sin datter.

Når hun ikke fortryder, er det, fordi hun bruger sin erfaring hver eneste dag på at hjælpe andre ud af deres misbrug. For hun ved præcis, hvordan de har det.

Anette Hansen overtaler misbrugeren Kenneth til at gå i behandling i programmet 'Misbrug Foto: TV2

Hendes arbejde betyder, at hun en gang imellem står overfor konfiskerede poser med hash og heroin. Men hun lader det ligge. Intet ved stoffer kan friste hende. Det har det ikke gjort i 20 år.

I dag er det samværet med familie, venner og misbrugere, der giver hende selv samme lykkefølelse som den heroinrus, hun jagtede i 13 år.

Artiklen er lavet af: Simone Kirstine Hansen & Christian Sejer Rasmussen.