Her kan vi stå op til frostvejr og glatte veje fredag morgen
Der er en kold og klar nat i vente for Danmark, og det kan give frost og glatte veje i det meste af landet fredag morgen
April er notorisk for at kunne byde på næsten al slags vejr.
For blot et par dage siden faldt der sne mange steder, i går nåede temperaturen op over 15 grader i København, og til weekenden bliver det nogle steder i landet endnu varmere.
Men inden vi kommer så langt, skal vi igen have en kold nat med risiko for let frost og glatte veje, når vi står op fredag morgen.
Læs også
Efter dagens gråvejr med byger er det klaret op i den vestlige del af landet, og denne opklaring breder sig i aften og i nat til hele landet.
I første omgang ledsages det klare vejr også af blæst fra nordvest, men ud på natten aftager vinden lidt, og så kan det navnlig i de indre dele af landet blive koldt.
Temperaturerne når generelt ned mellem frysepunktet og tre graders varme, men nogle steder vil der kunne forekomme let frost.
Kan give rim i græsset og glatte veje
Med en let vestenvind føres der også relativ fugtig luft ind over landet fra Nordsøen, og i kombination med det kolde vejr kan det give rimglatte veje.
Selv der hvor temperaturen er oppe nær et par graders varme på termometeret, kan vejbanerne være kolde med risiko for is eller rim, ligesom der kan være rim i græsset og is på bilruderne mange steder.
Læs også
Med andre ord er der risiko for rimglatte veje i det meste af landet.
Fredag venter der os i øvrigt en flot dag med solskin, drivende skyer og temperaturer op til 10-11 grader, hvor det bliver lunest.