Her er de østjyske skoler, der får kortere skoledage

02:03

På Hadbjerg skole får eleverne kortere skoledage efter sommerferien. Hør hvad eleverne siger til det.

I samarbejde med tv2.dk

Skoler fra 29 kommuner deltager i Undervisningsministeriets forsøg, der skal løbe allerede fra i sommer og tre år frem

Eleverne på 50 skoler fordelt over 29 af landets kommuner kan i de kommende tre skoleår se frem til kortere skoledage.

Jeg har fået mange henvendelser fra forældre, elever og lærere, der ønsker at tilpasse deres skoledag bedre til, hvordan det passer lokalt.

Merete Riisager, undervisningsminister, LA

Forsøget med kortere skoledage blev annonceret af undervisningsministeriet tidligere på året, og nu er skolerne, der skal deltage i forsøget, blevet udvalgt. Se hvilke i bunden af artiklen.

De 50 skoler får lov til at vige fra folkeskoleloven for at skabe en mere fleksibel skoledag.

SKOLEDAGEN

  • Skolereformen, der blev gennemført i 2014, har betydet, at det obligatoriske timetal er steget fra 28 til 30 timer for de yngste i 1. til 3. klasse, mens det for elever i 4. til 6. klasse er steget fra 30 til 33 timer og for udskolingen, som gælder elever i 7. til 9.klasse, er steget fra 33 til 35 timer.
  • Med reformen er intentionen, at elevernes gennemsnitlige skoledage skal slutte omkring klokken 14.00, 14.30 og 15.00 for henholdsvis indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen.

- Skolen og lærerne skal have den nødvendige frihed til at fokusere på den gode undervisning, som det hele jo handler om. Jeg har fået mange henvendelser fra forældre, elever og lærere, der ønsker at tilpasse deres skoledag bedre til, hvordan det passer lokalt, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) og uddyber: 

- Med dette forsøg tager vi første skridt til at indrette skoledagen bedre de steder, hvor der er et behov. Jeg glæder mig over den store interesse for at deltage.

Læs også Tvinges til lang skoledag: Frygter Anna vil skade sig selv

I alt havde 75 skoler ansøgt om at deltage i forsøget, men heraf har de 25 altså fået et afslag. Det betyder også, at det kun er skoler i Jylland og i Øst- og Sydsjælland, der fra næste år, kan eksperimenterer med kortere skoledage.

Skoler vil have særlige profiler

De fleste ansøgninger fra de 50 skoler handler om at kunne give elever særlige forløb i fagundervisningen - både for fagligt svage elever og for de fagligt dygtige elever. Andre ansøgninger har fokus på at give skolerne en særlig profil, mens enkelte vil inddrage erhvervslivet mere og udvikle elevernes håndværksmæssige og innovative evner.

00:43

Undervisningsministeren om kortere skoledage: Vi giver mere fleksibilitet.

Luk video

Skolerne er blevet udvalgt i undervisningsministeriet efter individuelle vurderinger af ansøgningerne.

Det er en falliterklæring

Det er ikke alle, der er glade for Undervisningsministeriets initiativ.

Det er meget hurtigt, at ministeren slår bak, og jeg synes ærlig talt, at det er en mærkelig beslutning.

Niels Egelund, professor, Danmarks Pædagogiske Universitet.

Niels Egelund, der er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, mener, at det nye forsøg med kortere skoledage er en falliterklæring i forhold til den nye skolereform.

- Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé allerede at gå tilbage til det gamle. Nu har vi haft korte skoledage i Danmark fra 1814 og indtil for tre år siden. Det er meget hurtigt, at ministeren slår bak, og jeg synes ærlig talt, at det er en mærkelig beslutning, siger Niels Egelund.

Tolærerordning eller længere dage?

Siden 1984 har professoren kritiseret de korte skoledage. Han mener sågar, at forsøg med kortere skoledage er imod den eksperimentelle viden.

- Problemet er, at nogle af de elever, der har det sværest - og ikke når at få lært tingene i skolen tilstrækkeligt - det er ofte også dem, der ikke har nogen hjælp at hente derhjemme. Derfor må man udvide skoledagen, siger Niels Egelund.

Mange af skolerne i forsøget vælger at have to lærere i samme time i stedet for at have særskilt lektiehjælp. Men det er både dyrt og mindre effektivt, lyder det.

Professoren undrer sig over, at ministeren ”lytter til interessenterne” i stedet for videnskaben:

- Ting tager jo tid. Det er klart, at eleverne vil have kortere skoledage, men jeg synes, at ministeren burde have sagt ’ok, nu må vi se på, hvilke skoler der rent faktisk godt kan håndtere de lange dage, og så lave gode eksempler ud af dem. Det havde været meget mere konstruktivt, siger Niels Egelund.

Forskningschef: God idé 

Men netop hvorvidt korte eller lange skoledage er bedst for elevernes faglighed, er noget, som eksperter er dybt uenige om.

Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef ved Via University College, mener, at det er en god idé at sætte forsøget i gang på de 50 skoler.

- Det handler jo om at få skabt nogle skoledage, der styrker børnenes faglige, sociale og dannelsesmæssige udvikling. Og hvis skolerne mener, de kan gøre det ved at integrere den nye understøttende undervisning og lektiehjælp i eksempelvis dansk- eller matematiktimerne - i stedet for at have det særskilt fra klokken 14 – 15 - så skal det testes.

Niels Egelund mener, at der er gået for kort tid, siden de lange skoledage blev indført, men her er Andreas Rasch-Christensen uenig.

Han hæfter sig ved, at størstedelen af de danske skoleelever synes, at skoledagene er for lange:

- Jeg ved godt, at det er logisk, at eleverne svarer ’ja’ til, at dagene er for lange, men jeg synes nu alligevel, at der er sket en så markant stigning i andelen af de elever, der synes, at dagen er for lang, at man er nødt til at gøre noget, siger han.

I 2016 viste en undersøgelse fra SFI, at hele 82 procent af de adspurgte elever mente, at skoledagen er ’lidt’ eller ’alt for’ lang. I 2014 – inden reformen trådte i kraft – var den tilsvarende andel 46 procent.

Forsøget vil blive evalueret af undervisningsministeriet efter to år, hvorefter der vil blive taget stilling til, om de kortere skoledage kan blive permanente.

Skoler i Østjylland, der får kortere skoledage:

Favrskov:
Præstemarkskolen
Hadbjergskole
Søndervangskolen

Aarhus:
Måslet Skole
Strandskolen

Norddjurs:
Kattegatskolen

Silkeborg:
Frisholm Skole

Horsens:
Nim Skole
Egebjerg Skole
Brædstrup Skole

TV2 har ikke data, der viser, om eleverne i Randers, Skanderborg, Odder og Syddjurs kommune får kortere skoledage.

Kilde: TV2 

 

 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig