Her er 10 love, der træder i kraft ved årsskiftet

Det er nu lovligt at have peberspray i hjemmet. Det er dog fortsat ulovligt at bære en i det offentlige rum

Ansøgere om statsborgerskab skal fra nu deltage i en grundlovsceremoni, hvor de skal give hånd for at få statsborgerskab. Håndtrykket skal udveksles uden handske - håndflade mod håndflade. Foto: Niels Ahlmann Olesen - Ritzau Scanpix

Hvert år fremsættes der flere hundrede lovforslag i Folketinget.

Nogle ryger i vasken, mens andre ender som en lov eller en regel. Disse nye tiltag træder i kraft ved årsskiftet - altså i dag.

Læs også Snart er det lovligt: Østjysk efterspørgsel på peberspray

Det betyder, at et nævn nu skal håndtere kriminelle tiårige, peberspray bliver lovligt i hjemmet, og så bliver det dyrere at sige "ja" til hinanden her til lands, hvis man ikke er dansk statsborger.

Faktisk bliver det næsten dobbelt så dyrt, da gebyret stiger fra 870 kroner til 1618 kroner. Det skal forhindre, at udlændinge indgår proformaægteskaber for at blive i landet.

Vi har samlet et udpluk med ti af dem, som du kan få et indblik i her:

Her er de 10 love, der træder i kraft 1. januar 2019

1. Peberspray i hjemmet

Personer over 18 år kan købe peberspray og have den derhjemme. Det er fortsat ulovligt at bære den i det offentlige rum. Det vil blive straffet med en bøde på 3000 kroner.

Ofre for stalking eller personer, der har været udsat for samlivsrelateret vold, kan få lov at bære peberspray uden for hjemmet, hvis de kan dokumentere behovet.

Den nye lov bevirker, at straffen for ulovlig besiddelse af peberspray skærpes for personer, der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af våbenloven, knivloven eller vold, voldtægt og trusler.

 

2. Dyrere at blive gift

Gebyret stiger fra 870 kroner til 1618 kroner for at blive gift, hvis kravene om statsborgerskab ikke er opfyldt. Herunder hvis den ene eller begge parter ikke er danske statsborgere, nordiske statsborgere eller har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark eller ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Og mens det i dag er kommunerne, der kontrollerer papirerne, så overgår opgaven til en central enhed under Statsforvaltningen i Odense.

De nye regler skal være med til at forhindre, at udlændinge indgår proformaægteskaber i Danmark.

 

3. Statsborgerskab kræver håndtryk

Fremover skal ansøgere deltage i en grundlovsceremoni, hvor de skal give hånd for at få statsborgerskab. Ceremonien afholdes af kommunerne.

Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at det er hensigten, at udlændinge- og integrationsministeren skal fastsætte krav om, at håndtrykket skal udveksles uden handske - håndflade mod håndflade.

Det skal højtideligholde og markere det øjeblik, ansøgeren bliver dansk statsborger, hedder det.

 

4. Tjen mere på en SU

SU-fribeløbet, som er det man må tjene ved siden af sin SU, hæves med 1000 kroner, så elever på ungdomsuddannelserne får et fribeløb på 8846 kroner per måned i de måneder, de modtager SU.

På de videregående uddannelser stiger fribeløbet til 13.375 kroner per måned.

Desuden indføres et handicaptillæg for elever på erhvervsuddannelser på 5500 kroner om måneden. 

 

5. Elektriske løbehjul bliver lovlige

Som et forsøg bliver det lovligt at køre med motoriserede løbehjul og skateboards. Ordningen træder i kraft i januar, men der er endnu ikke en præcis dato for, hvornår den træder i kraft.

Der er en række regler, som skal overholdes. Blandt andet skal kørslen foregå på cykelstien, føreren skal være fyldt 15 år, lygter skal altid være tændt, og løbehjulene må maksimalt kunne køre 20 kilometer i timen ved egen kraft.

 

6. Nyt opholdskrav for dagpenge

Kravet indfases over tre år og er fuldt indfaset i 2021. Fra 1. januar er opholdskravet 5 ud af 12 år, i 2020 bliver det 6 ud af 12 år, og i 2021 bliver det 7 ud af 12 år.

Enkelte ophold i udlandet sidestilles med, at man opholder sig i Danmark. Det gælder eksempelvis, hvis man arbejder på et dansk skib eller er i udlandet som ansat i en dansk virksomhed, filial eller datterselskab.

 

7. Ny medielicenslov

Fra 2019 bliver licensen gradvist reduceret, og fra 2022 skal der ikke længere betales licens - det vil i stedet ske over skatten.

I år er medielicensen på 2527 kroner, og fra 2019 skæres der således 600 kroner af den, så der skal betales 1927 kroner.

Det sker som et resultat af medieaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra juni.

 

8. Nævn for alvorlig kriminalitet begået af børn

Et nyt ungdomskriminalitetsnævn skal afgøre sager om alvorlig kriminalitet begået af børn i alderen 10 til 17 år:

Nævnet består af en dommer, en politimand og en repræsentant fra kommunen, og sammen har de mulighed for at bestemme en sanktion til børnene.

Det kan være, at de skal rengøre brandbiler, at de skal i forbedringsforløb i op til fire års varighed eller anbringes på sikrede institutioner.

 

9. Behandlingstestamente

Danskere over 18 år kan oprette et behandlingstestamente på sundhed.dk.

Det juridisk bindende behandlingstestamente giver mulighed for, at man kan tage stilling til, om livsforlængende behandling skal sættes i gang, hvis man på et tidspunkt ikke er i stand til selv at tage stilling til det. 

Det afløser det nuværende livstestamente, der er vejledende for sundhedspersonalet, som har adgang til det. Men borgere, der i forvejen har et livstestamente, mister det ikke.

 

10. Konto skal få flere til at spare op

En ny aktiesparekonto skal gøre det mere attraktivt at spare op.

Kontoen oprettes hos banken og har et loft på 50.000 kroner. Pengene kan du investere i enkeltaktier eller gennem en investeringsforening.

Du betaler en årlig skat på 17 procent af værdistigninger på kontoen. Normalt bliver aktier beskattet med 27 eller 42 procent.