Har du også undret dig? - derfor siger vi hundekoldt
Hvad er forklaringen bag det udtryk, mange af os bruger på denne årstid?
Ordet hundekoldt kan få de fleste til at trække skulderne lidt op og skutte sig. Det er et af den slags ord, man kan mærke i kroppen. Men hvad er det egentlig med de hunde og kulden.
TV 2 Vejret har undersøgt sagen, og sporet peger i retning af Tyskland.
Læs også
- Det udspringer af hundsk, og det er noget, vi har lånt fra tysk, forklarer seniorforsker fra Dansk Sprognævn, Jørgen Schack:
- Hunde er et forstærkende førsteled og betyder meget slemt eller forbandet. Jeg hundefryser, jeg er hundesulten. Vi bruger det flere steder, og det viser, at det betyder virkelig meget, lyder det fra Jørgen Schack.
Hundekoldt, er når det bider lidt
Hundekoldt er et udmærket udtryk, som meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk gerne tager i sin mund – i betydningen meget koldt.
- Jeg har også brugt det på tv. Det er et udtryk, jeg kan finde på at bruge, når det føles virkeligt koldt. Vi er ude over let frost. Vi er nede i en fem til ti graders frost og så noget blæst, siger han.
Dog understreger han, at der ikke er tale om et fagudtryk:
- Det er et ret luftigt begreb. Jeg tænker, at det er, når det begynder at gøre ondt i kinderne, når man er ude. Vi skal hen i noget ret barsk frost, og så skal det blæse, så det nærmest går gennem marv og ben.