Halvdelen af danske børn vil blive 100 år – sådan får du et godt langt liv
Der findes ingen opskrift på et godt og langt liv, men der findes nogle gode retningslinjer. Læs mere om retningslinjerne nederst i artiklen
Danskerne bliver ældre og ældre, og flere når en meget høj alder. Faktisk er antallet af 100-årige danskere mere end fordoblet inden for de sidste 20 år, så der i øjeblikket er mere end tusind, der har rundet det skarpe hjørne.
Læs også
Men det stopper slet ikke her.
Aldringsforsker ved Syddansk Universitet Kaare Christensen har sammen med et forskerhold set på udviklingen over de seneste 160 år.
Fortsætter den, viser deres fremskrivning, at mere end halvdelen af den nyeste generation af danskere vil blive 105 år gamle.
- Selvfølgelig er der ingen, der ved, hvordan verden udvikler sig med kriser, klima og så videre. Men der findes heller ingen stopklods, der gør, at udviklingen ikke skulle fortsætte, siger forskeren.
Sådan får du et langt og godt liv
Ifølge forskeren er der god plads til forbedring af danskernes levetid i forhold til, hvordan det er nu:
- Ser man på Spanien og Sverige, lever de længere end danskerne. Og i Japan er der så mange 100-årige, at man ikke længere får en gave af staten for at blive 100 år, som man gjorde før. Det er kommet så mange, at det er blevet for dyrt.
Har man et ønske om at være en af dem, der lever meget længe, viser aldersforskningen, at der findes tre parametre, man skal opfylde for at øge chancerne, fortæller Kaare Christensen:
- Man skal være kvinde, man skal være født så sent som muligt, og så skal man have valgt sine forældre med omhu, så man kommer fra en familie, der har levet længe og godt.
Læs også
Desværre kan man ikke selv gøre så meget for at opfylde de tre ting, og der findes ingen opskrift på, hvordan man opnår et langt liv.
Men der findes alligevel nogle gode leveråd til, hvordan man bedst får et godt og langt liv.
6 gode råd til at få et langt og godt liv
Hvis du er ryger, kan det være en god idé at stoppe igen. Hvis ikke, så lad være med at begynde.
- Vi ser meget få storrygere, der når frem til opløbet omkring de 100 år. Der er undtagelser, men chancerne er få, siger Kaare Christensen.
2. Hold vægten nede
Det kan være svært at finde ud af, hvilke af de mange forskellige kostråd, der findes i dag, man skal følge. Nogle forsvinder over tid, andre ændrer sig.
Men hvis man vil leve længe og godt, viser aldersforskningen en ting, man skal forsøge at undgå; nemlig at blive svært overvægtig.
- Det er meget sjældent, at man bliver 100 år, hvis man har været svært overvægtig, siger Kaare Christensen.
3. Gør som mor sagde
Det er en god idé at være rimelig og bruge sin fornuft. Spis dine måltider, få din søvn og brug din krop.
Eller som Kaare Christensen formulerer det:
- Den nemme opskrift er, at man skal gøre sådan, som man kan huske, ens mor sagde, man skulle, da man var lille.
4. Hold gang i fysikken
En af de allervigtigste ting er at bruge fysikken, alt det man kan. Det er nemlig godt for hjertet. Og hvad der er godt for hjertet, er godt for hjernen.
- Selvom hjernen kun vejer 2 procent af vores kropsvægt, så bruger den 20 procent af energien. Så det er et organ, hvor der er en vældig gennemstrømning og aktivitet. Derfor er det godt, at forsyningstropperne holdes ved lige, siger Kaare Christensen.
- Det sunde legeme hjælper til den sunde sjæl.
5. Giv hjernen nye udfordringer
Før i tiden brugte man udtrykket use it or lose it. Altså vi taber de evner, vi ikke bruger.
Men i dag vil Kaare Christensen ændre talemåden til challenge it or lose it. Fordi det er en rigtig god ting at udfordre sin hjerne.
- Det er i sær godt, hvis hjernen får noget nyt at tænke over og nogle nye udfordringer. Det er ikke noget med, at man skal vende op og ned på det hele, men det er godt en gang imellem at se, om man kunne bruge hovedet på en ny måde, siger forskeren.
Man skal dog ikke gøre hvad som helst. Det skal helst være lysten, der driver værket – og fysikken.
- Hvis man har det rigtig skidt, har ondt og ikke kan, så kniber det med det her. Det går ud på at finde den flyvehøjde som passer til motoren, som den er på det tidspunkt.
6. Find et formål at stå op til
Det er vigtigt at have et formål og noget at stå op til om morgenen.
- Det er noget af det, der gør, at man ikke giver op, hænger på og skaber sig et godt liv. Det er i hvert fald for rigtig mange mennesker en stor komponent, at man kan se en mening med det hele og føler, at det ikke er ligegyldigt, at man står op, siger Kaare Christensen.
- Det, der er farligt, er at give op. Vi har en rigtig god evne til at justere vores ambitioner omkring formål. Dem kan vi nedskalere med årene, så det ikke behøver at være så store ting, vi skal opnå eller gøre. Men det er vældig godt at have en eller anden form for rutine.