Grimhøj-talsmands søn er både muslim og kristen

Mohamad El-Saadi ville ønske, at muslimer og kristne ville sætte sig mere ind i hinandens tro.

05:04

VIDEO: Kan man være både muslim og kristen? Ja, mener Mohamad El-Saadi.

Kan kristendommen og islam forenes?

Ikke hvis du spørger den yderligtgående islamkritiker Rasmus Paludan, der den seneste uge har været i vælten med sin insisteren på at ville brænde koraner af på åben gade.

Læs også Museum inviterer til dissekering af bjørn

Men i Aarhus bor en ung mand, der ikke bare ønsker at bygge bro mellem islam og kristendommen. Han tilslutter sig begge religioner.

Mohamad El-Saadis far mener ikke, at man både kan være muslim og kristen.

30-årige Mohamad El-Saadi fra Aarhus er som søn af talsmanden for den omdiskuterede Grimhøjmoske, Oussama El-Saadi, vokset op som muslim, men dyrker i dag den kristne tro på lige fod med islam.

TV 2 Echo har været med Mohamad El-Saadi på besøg hos hans far og hos en teolog til en snak om den lidt alternative måde at dyrke religion på. Det kan du se i videoen herover.

Mohamad El-Saadi læser både i Biblen og Koranen.

Mohamad El-Saadi er den oprørske type. I sine yngre år gik han til fester og røg hash. Og i 2017 gjorde han sig bemærket, da han var med i TV 2 Zulus datingprogram 'Klæd Mig Af'. Her krøb han under dynen med en kvinde og udbrød: "Jeg elsker min pik".

Hans løsslupne livsførelse har ikke altid huet hans far, og det gjorde det heller ikke, da Mohamad El-Saadi i 2012 blev døbt i en dansk frikirke.

Læs også Grimhøjmoskeen: Vi mægler mellem banderne

I dag er han gift med Rikke Jacobsen, der er muslim. Mohamad El-Saadi var åbent kristen og muslim, før de mødte hinanden.

Vi har spurgt Mohamad El-Saadi, hvordan kristendom og islam kan forenes.

Mener du, at Allah og Gud er den samme?

- Ja, det er kun et spørgsmål om sprog. Hvis du åbner en bibel på arabisk, står der Allah, hvor der skulle have stået Gud.

 

Tror du på, at Jesus er Guds søn?

- Ja. Jeg er indforstået med, at Koranen siger, at man skal være påpasselig med, hvad man siger, og at det nogle gange er store ord, som kristne bruger, når de siger, at han er Guds søn. Jeg tror ikke på, at Jesus er Gud selv, men jeg tror på, at han er Guds søn, fordi han er født ved et mirakel, som jeg tror på.

 

Hvordan praktiserer du de to religioner?

- Jeg dyrker min tro på den måde, at jeg holder mig vågen i relation til min åndelighed og min gud, og jeg reflekterer over, hvad jeg foretager mig i mit liv. Jeg holder også både eid og jul, hvor jeg også nogle gange spiser flæskesteg. Min favorithøjtid er nok påske, for det er samtidig med min fødselsdag.

 

Går du både i kirke og moske?

- Jeg går både i kirke og i moske, og jeg besøger begge, når der er højtider. Jeg prøver at indrette mit liv på en måde, hvor det er helt normalt, at de to ting eksisterer sammen. Derudover beder jeg både på den kristne og den muslimske måde.

 

Er det ikke selvmodsigende at dyrke to religioner, der hævder, at der kun er én gud?

- Nej, for jeg tænker på det som en fælles religion. Den er bare kommet i tre forskellige udgaver. Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og Koranen. De refererer til hinanden. Og jeg tror, det giver mening at læse i alle tre. Så jeg anbefaler, at muslimer læser i Bibelen, og at kristne interesserer sig for, hvad der står i Koranen. Det har virket for mig, og jeg tror, det kan hjælpe, hvis flere åbner op og ikke er afvisende over for andre.

 

Ville du ønske, at flere kunne rumme begge religioner?

- Jeg tror på, at der kommer en tid, hvor muslimer og kristne vil kunne leve godt sammen. Jeg ønsker, at muslimer skal lære af Bibelen og besøge kristne, og at kristne skal lære nogle ting af muslimer. Og udveksle med hinanden. Det, har jeg oplevet, virker rigtig godt. Jeg ville virkelig ønske, at kristne og muslimer ville tage sig sammen og lære om hinandens tro.

 

Er det nødvendigt at tilslutte sig en anden religion for at forstå den?

- Man kan godt lære fra hinanden uden at skulle konvertere. Jeg var meget uvidende om kristendommen, havde brug for oplysning og konkluderede, at jeg gerne ville døbes. Det, jeg siger, er, at man kan få meget mere ud af tilværelsen og blive bedre til at leve side om side, hvis man sætter sig ind i hinandens religion.

 

Hvordan har andre reageret på dit valg?

- Mange muslimer synes, jeg er galt på den. Det synes kristne også. Jeg har fuld forståelse for dem, for de er vokset op med at skulle tro på, at det kun er deres religion, der er den rigtige. Jeg er ikke blevet forfulgt eller truet. Men i en længere periode har jeg haft en krig med min familie og mit gamle netværk og miljø. Jeg følte aldrig, at vi debatterede det, men kritiserede og kom med fordomme i stedet. Heldigvis endte jeg ikke med at skabe problemer for min familie.

 

Gør det du for at provokere?

- Jeg føler ikke selv, jeg gør det for at provokere. Men det kan godt være, at folk ser det som en provokation. Det kan min far også finde på at sige. I min verden er det mit liv, jeg snakker om. Jeg har været nødt til at træffe nogle beslutninger på nogle tidspunkter, hvor der var kaos i mit liv. Jeg valgte at gøre det her i stedet for at ende på gaden og måske blive kriminel.