Glæd dig til 2018: Ekstra fridage venter i det nye år

2018 er et rigtigt lønmodtagerår. Der er nemlig fuld valuta i feriekalenderen

Foto: Kristian Juul Pedersen - Scanpix

Når du skyder raketten ind i 2018, suser du samtidigt ind i et år med væsentligt flere fridage end både 2017, 2016 og 2015. 

2018 er nemlig et rigtigt ”lønmodtagerår” med fuld valuta i feriekalenderen - i modsætning til de seneste år, der har været ”arbejdsgiverår”, hvor mange fridage er faldet på lørdage og søndage. Det skriver Fagbladet 3F

Læs også Årets sidste prognose fra DMI: Sådan bliver raketvejret

I 2018 falder langt de fleste af helligdagene igen på hverdage. Alt i alt er der tale om op til 13 fridage i 2018, der ikke falder i en weekend. Vi skal tilbage til 2014 for at finde et så givtigt ferieår for lønmodtagerne.

Se en oversigt over helligdagene nedenfor:

 

Nytår og påske

Påsken ligger som altid en torsdag-fredag plus en mandag Foto: Marie Hald - Scanpix

Året 2018 begynder på en mandag, fordi nytårsaften 2017 er en søndag. Det giver mandagsfri til mange. I 2017 faldt 1. nytårsdag på en søndag, så allerede hér er der en ekstra fridag i 2018 i forhold til i år. 

Påsken ligger som altid en torsdag-fredag plus en mandag. Her har rigtig mange fri. I 2018 falder påsken fra datoerne 29. marts til 2. april. 

 

Foråret

Grundlovsdag - 5. juni - falder i 2018 på en tirsdag.

1. maj - Arbejdernes internationale kampdag - falder på en tirsdag, og udløser frihed og fadøl for mange. 

Fredagen forinden, 27. april, er det store bededag, så der er to fridage tæt på hinanden. Der er mulighed for fem fridage i træk, hvis man selv smider en feriedag ind 30. april. 

Kristi himmelfartsdag falder i 2018 på 10. maj. En torsdag som alle øvrige år. 

Grundlovsdag faldt meget uheldigt i 2017, da den lå på samme dag som fridagen pinsemandag. Men i 2018 er der grund til at få armene op og glæde sig over, at de to dage igen falder på hver sin dag. Grundlovsdag 5. juni er en tirsdag i 2018. Ikke for alle er det dog lig med en fridag, men for dem, der har fri, er det igen oplagt her at smide en feriedag ind om mandagen og dermed få fire fridage i streg. 

Pinsen falder i 2018 søndag den 20. og mandag den 21. maj. 

Julen

Julen 2018 bliver en rigtig lønmodtagerjul. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Nogle år falder julen så heldigt, at der er tale om en rigtig lønmodtagerjul. Det er, når alle julens helligdage falder på hverdage i forlængelse af en weekend. Og sådan er det i 2018 efter et par ”dårlige” år. Første og anden juledag falder nemlig på en tirsdag og en onsdag, mens selve juleaften altså er en mandag. 

 

SE BONUSDAGENE I 2018

1 - Tirsdag den 1. januar (nytårsdag)
2 - Torsdag den 29. marts (skærtorsdag)
3 - Fredag den 30. marts (langfredag)
4 - Mandag den 2. april (2. påskedag)
5 - Fredag den 27. april (store bededag)
6 - Tirsdag den 1. maj (arbejdernes internationale kampdag)
7 - Torsdag den 10. maj (Kristi himmelartsdag)
8 - Mandag den 21. maj (2. pinsedag)
9 - Tirsdag den 5. juni (grundlovsdag)
10 - Mandag den 24. december (juleaften)
11 - Tirsdag den 25. december (1. juledag)
12 - Onsdag den 26. december (2. juledag)
13 - Mandag den 31. december (nytårsaften)

Det er din overenskomst, der afgør, på hvilke af helligdagene du har ret til frihed.

Kilde: 3F