Geomagnetisk storm på vej mod Jorden – så kraftig, at man kan se nordlys i Østjylland

Lørdag aften er der mulighed for at se nordlys fra Danmark - hvis ellers vejret tillader det.

01:33

Lørdag aften og natten til søndag er der gode chancer for nordlys, som kan ses fra Danmark. Især i den nordlige og østlige del af landet ser det ud til, at der ikke vil være mange skyer på himlen, og det vil øge chancerne for at få et glimt at nordlyset. Video: Adrien Mauduit / Seerfoto

Et udbrud på Solen har sendt en sky af elektrisk ladet plasma mod Jorden. Skyen ventes at ramme Jorden i løbet af lørdagen.

Det udløser en relativt kraftig geomagnetisk storm, der lørdag aften og natten til søndag kan gøre det muligt at se nordlys i Danmark.

Læs også Weekendvejret – koldere men med gode chancer for sol

Den geomagnetiske storm kommer, selvom Solen lige nu er inde i en periode med ganske svag aktivitet.

Kraftigt soludbrud

Først på ugen opstod en solplet, der hurtigt voksede sig større end Jorden, og onsdag middag skete der i form af en eksplosion fra solpletten med navnet AR2736 et relativt kraftigt soludbrud, og natten til torsdag fulgte endnu et efter.

Som første indikation på udbruddenes størrelse ramte elektromagnetisk stråling i form af ultraviolet lys og røntgenstråling Jorden otte minutter efter eksplosionerne på Solen.

Læs også Sprøjtegift fra private haver fundet i byens drikkevand

- Denne stråling påvirker den øverste elektrisk ledende del af Jordens atmosfære - ionosfæren - og det kan betyde forstyrrelser i radiokommunikation på Jorden. I dette tilfælde var de to udbrud, som var af C-klassen, dog ikke kraftige nok til at skabe nævneværdige forstyrrelser, fortæller astrofysiker ved DTU Space Michael Linden-Vørnle.

Kæmpe sky af plasma har kurs mod Jorden

Ud over strålingen blev en sky af elektrisk ladet plasma under udbruddet i form af en koronal masseudkastning slynget væk fra Solens overflade.

Da plasmaskyen ’blot’ bevæger sig med omkring 500 kilometer i sekundet, rammer den først Jorden omkring tre døgn efter selve soludbruddet.

Amerikanske rumvejrseksperter fra Space Weather Prediction Center forudser, at de elektrisk ladede partikler rammer Jordens magnetfelt lørdag og giver en anledning til en geomagnetisk storm af klasse to – på en skala fra et til fem.

Det er så kraftig en geomagnetisk storm, at det kan give anledning til nordlys, som kan ses i Danmark og endda på sydligere breddegrader.

Nordlys i Nordvestsjælland natten til den 28. marts 2017. Foto: Adrien Mauduit / Seerfoto

Ud over at vi kan se nordlys, kan geomagnetiske storme også have andre konsekvenser.

- Forstyrrelser i Jordens magnetfelt kan også skabe kraftige elektriske strømme, der i værste fald kan forstyrre vores elforsyning. Normalt er en G2-klasse-storm dog langt fra kraftig nok til at skabe ubehagelige effekter, beroliger Michael Linden-Vørnle.

Der vil således ikke opstå andre umiddelbare konsekvenser på vores infrastruktur som følge af den geomagnetiske storm.

- Så vi kan bare nyde synet af nordlyset, hvis det dukker op, siger astrofysikeren fra DTU Space.

Kig mod nord – håb på godt vejr - og hav god tålmodighed

Dermed er der lørdag aften og natten til søndag gode chancer for nordlys, som kan ses fra Danmark.

Især i den nordlige og østlige del af landet ser det ifølge vejrprognoserne ud til, der er bedst chance for få eller slet ingen skyer på aften- og nattehimlen.

Skydække lørdag aften klokken 22. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Er man så heldig at være et sted med klart vejr, så er der kun få ting, man skal gøre, for at få de bedste betingelser for at se nordlys.

Alt, man skal gøre, er at finde et sted med så lidt lys som muligt.

Man skal have fri udsigt mod nord - gerne fra et højt sted eller ved kysten - så man kan se horisonten.

Og så skal man have god tålmodighed.

Man kan med fordel bruge et kamera med mulighed for at justere på lukketiden til at få øje på nordlyset. Det kan godt hjælpe øjet lidt på vej, hvis nordlyset blot er svagt.

Den næsten fulde måne står først op klokken 22, så indtil da har man optimale betingelser rent lysmæssigt.

Sådan ser nordlys typisk ud, når man ser det i Danmark. Foto: Tina Bojlesen / Seerfoto

Skiferien i Norge og Sverige kan byde på flot nordlys

Mens vi her i Danmark både skal være forfulgt af lidt held og i øvrigt have god tålmodighed, så kan de danskere, der stadig holdere skiferie i de svenske og norske fjelde, se frem til et forrygende nordlys lørdag aften.

Her er man så langt mod nord, at man under gode betingelser rent vejrmæssigt vil kunne se nordlyset danse på aften- og nattehimlen.

Sådan kan det se ud, når man er på skiferie. Nordlys over Kvitfjell i Norge den 20. december 2015. Foto: Anders Brandt / Privatfoto

De traditionelt bedste steder at se nordlys er Nordskandinavien og Island, hvor der ventes skyet vejr lørdag aften. Måske kan man i Finland se flot nordlys, ligesom der i Island kan gå huller i skydækket.

I Grønland venter derimod mange steder en flot aften og nat med optimale betingelser for at se nordlys.

95 procent chance for regulær geomagnetisk storm

Ifølge det amerikanske center for rumvejr, Space Weather Predicition Center, er det en geomagnetisk storm af klasse to, der kan ramme Jorden.

Ifølge de seneste prognoser ventes den geomagnetiske storm at ramme Jorden sent lørdag eftermiddag, og den ventes at tiltage og kulminere mellem klokken 19 og 22 dansk tid.

Læs også Gittes kæreste blev anholdt i Frankrig: En uge senere var han idømt otte års fængsel

Den geomagnetiske storm vil dog ifølge det amerikanske center fortsætte frem til søndag morgen, og der er mulighed for, at den kan blive endnu kraftigere.

Space Weather Prediction Center forudser 95 procent chance for en geomagnetisk storm af klasse 1 eller mere, mens der er 75 procent chance for en geomagnetisk storm af klasse to eller derover.

Forårsjævndøgn er nordlystid

Den geomagnetiske storm falder sammen med det bedste tidspunkt på året for at se nordlys.

Perioden omkring forårsjævndøgn er der statistisk set den største påvirkning af Jordens magnetfelt.

Læs også Kyllingeskiver kaldes tilbage efter fund af metalstykker

Ifølge data fra det svenske institut for rumfysik i Kiruna er netop 23. marts den dag på året med størst chance for nordlys, og chancen for en geomagnetisk storm er her næsten dobbelt så stor som i starten af januar.

De samme data, der dækker over mere end 30 år fra 1962 til 1996, viser også, at nordlyset oftest viser sig mellem klokken 20 og klokken 02.

Geomagnetisk storm skyldes aktivitet på Solen

At vi kan se nordlys skyldes primært øget aktivitet på Solen.

Lige nu er det en solplet, der sender store mængder elektrisk ladet plasma væk fra Solens overflade.

Dermed ligger Jorden midt i denne strøm af elektrisk ladet plasma - den såkaldte solvind.

Når solvinden, som det er tilfældet nu, blæser med stor hastighed, er der tale om en solstorm, som udsætter Jorden for en geomagnetisk storm, der lørdag ventes at være af kategori to på en skala fra et til fem.

Når der er geomagnetiske storme af kategori et eller derover, er er der mulighed for at se nordlys i Danmark. De flotteste nordlys dog ses ved kraftigere geomagnetiske storme, end vi har udsigt til netop nu.

En geomagnetisk storm opstår når plasma fra Solen rammer Jordens magnetfelt. Foto: SOHO / NASA

Nordlys opstår, når plasmaen fra Solen sendes i retning mod Jorden. Efter få døgn når den elektrisk ladede plasma frem til os, og når den rammer Jordens magnetfelt, vil der opstå en geomagnetisk storm.

Når en sådan 'sky' møder Jordens magnetfelt, sendes de elektrisk ladede partikler primært mod Jorden i et bælte (nordlysringen) hen over de nordlige breddegrader, hvor de går i forbindelse med iltatomer i den ydre del af atmosfæren og udsender fluorescerende lys i røde, violette og grønne farvenuancer.

Det er dette lys, vi kan se som nordlys.

Læs også Stor hash-fangst på Djursland

Nordlys ses oftest i de polare egne, hvor plasmaen fra Solen kan trænge ned gennem jordens magnetfelt. Dette område, der ligger omtrent ved polarcirklen, betegnes også som nordlysringen.

Er den geomagnetiske storm kraftig, kan nordlysringen nå langt mod syd, og vi kan, som det antageligt bliver tilfældet lørdag aften, se nordlys i Danmark.

Under kraftige geomagnetiske storme kan nordlys ses så langt mod syd som i middelhavslandene og i Nordafrika.

Nordlys set fra den internationale rumstation, ISS. Det ses tydeligt, at det røde lys er i den øvre del af atmosfæren, mens det grønne lys er længere nede i atmosfæren. Foto: NASA / ISS

Typisk er nordlyset domineret af grønne farver. Det sker, når nordlyset opstår i 100 til 200 kilometers højde, og skyldes, at iltatomer i denne højde udsender grønligt lys, når de rammes af det elektrisk ladede plasma.

Under kraftige geomagnetiske storme kan nordlyset opstå i over 250 kilometers højde, hvor der i den mere iltfattige øvre atmosfære skal en større mængde energi til at skabe et synligt nordlys. I disse højder udsender iltatomerne rødlige farver.  

Nordlys er også kendt som "aurora borealis", mens det tilsvarende fænomen nær Sydpolen er kendt som "sydlys" eller "aurora australis".

Samlet set kaldes fænomenet "polarlys".