Gamle madvarer og snavs i fem østjyske Domino's Pizza-restauranter
Der er 29 Domino's Pizza-restauranter i Danmark. I 20 af dem er der fundet madvarer med overskredne holdbarhedsdatoer, snavs og madrester i hjørner
"Friske håndskårne grøntsager" og "råvarer af højeste kvalitet". Det er, hvad Domino's Pizza lover i deres reklamer.
Men i kædens restauranter lader sandheden til at være en helt anden.
Det viser en razzia foretaget af Fødevarestyrelsens Rejsehold, der i starten af juni besøgte 29 af Domino's pizzarestauranter over hele Danmark.
I 20 af dem fandt rejseholdet madvarer med overskredne holdbarhedsdatoer, snavs og madrester i hjørner og bag døre og beholdere, der var vasket op, men stadig havde madrester på.
- I den normale kontrol sanktionerer vi 17 procent af dem, vi besøger, men her er det op mod 70 procent. Det er meget, siger Michael Rosenmark, der er leder af Fødevarestyrelsens Rejsehold.
Disse østjyske Domino's Pizza-restauranter har fået en anmærkning af Fødevarestyrelsens Rejsehold
- Domino's Pizza, Fredensgade 45, 8000 Aarhus C
- Domino's Pizza, Ringvej Syd 10, 8270 Højbjerg
- Domino's Pizza, Viborgvej 148, 8210 Aarhus
- Domino's Pizza, Funch Thomsens Gade 2, 8200 Aarhus N
- Domino's Pizza, Dytmærsken 6, 8900 Randers
Ligeglad med holdbarhedsdatoer
I alt har 16 restauranter fået indskærpelser, tre har fået påbud og én har fået bøde.
Rejseholdet kontrollerer, om medarbejderne kender reglerne om fødevaresikkerhed samt restauranternes egenkontrolprocedurer. Det vil sige de regler, der blandt andet fastslår, hvornår mad skal smides ud.
Læs også
Og afsløringerne hos Domino's Pizza har fjernet det glade smil hos de fleste af restauranterne.
I 20 ud af 29 butikker er der rod med fødevarernes datostempler og temperaturer, og flere steder fik restauranterne påbud om at smide maden ud med det samme. Det grelleste eksempel var i Holbæk, der fik en bøde på 10.000 kroner og blev bedt om at destruere 7,7 kilo shawarma, bacon, kylling, kødboller, skinke og champignoner.
Gamle karklude og madrester bag døren
Den var også gal med rengøringen i 8 af de 29 restauranter, som Fødevarestyrelsens Rejsehold besøgte.
Flere steder ses beholdere med madrester i, selvom medarbejderne har vasket dem op. Andre steder mangler der sæbe ved håndvasken, og gamle karklude er smidt sammen med opvasken.
- Det er på ingen måde acceptabelt, at man ikke gør ordentligt rent. Det er dér, kunder for alvor kan blive syge, siger Michael Rosenmark, der er leder af de specialiserede maddetektiver i Fødevarestyrelsens Rejsehold.
Ikke første gang den er gal i Domino's
I 2014 var der også problemer med maden på Domino's. Fødevarestyrelsen konstaterede udløbet mad, dårlig rengøring og endda langhåret mug i et kølerum. Dengang sagde direktør Carsten Falk sådan her til TV 2 Lorry:
- Med al tydelighed er der noget, der er gået galt i disse procedurer, så derfor har vi igangsat en intern undersøgelse for at sikre, at det her aldrig sker igen.
Men nu er den altså alligevel gal igen.
- Vi er overraskede og skuffede over resultatet, erkender Carsten Falk over for TV 2 i en mail.
Læs også
Han mener, at fire ud af fem anmærkninger drejer sig om "hvordan Fødevarerejseholdet fortolker procedurer", og han er uenig med Rejseholdet i flere af dets konklusioner.
Derfor overvejer Domino's Pizza at klage.
- Naturligvis kan der ske fejl i hverdagen, siger han.
- Vi har straks ændret de relevante procedurer, som Fødevarerejseholdet har bedt om og er i fortsat dialog med dem, siger Domino's Pizzas direktør Carsten Falk.