Front rammer Danmark med regn, torden og kraftige vindstød
Der venter en våd aften med regn mange steder i landet
Forårsvarmen over Danmark var i første omgang et kort bekendtskab, for allerede i aften og i nat svinger en front gennem landet og fortrænger den lune forårsluft.
Det giver både regn- og tordenbyger med risiko for kraftige vindstød.
Fronten adskiller den lune forårsluft, som onsdag gav over 15 grader i København, fra køligere luft over De Britiske Øer, og den vil fra Tyskland bevæge sig over Danmark i aften og i nat.
Over Tyskland giver fronten allerede kraftige tordenbyger, men når den passerer Danmark, ventes de fleste byger at have mistet pusten, og kun i den sydøstlige del af landet vil man kunne få den tyske forårstorden.
Rammer Danmark i aften og i nat
Fronten bevæger sig hurtigt frem mod Danmark, og i løbet af aftenen kommer der udbredt regn fra sydvest, som stedvis kan være kraftig og på kort tid give op til mellem 10 og 15 millimeter regn.
Over den sydøstlige del af landet kan der opstå torden, og der kan i den forbindelse komme kraftige vindstød, som kan nå vindstyrker af hård til stormende kuling.
Det vil især gælde Lolland, Falster og Bornholm.
Fronten med regn når først Bornholm ved midnatstid, så her vil man først på natten kunne vågne op til, at det buldrer i det fjerne.
Først i løbet af morgentimerne har fronten også passeret Nordjylland, og herefter vil køligere luft atter trænge ind over Danmark, inden det igen bliver lunere med mere forårsvejr i weekenden.
Anden nat med torden
Kommer der torden, er det anden nat i træk forårsvarmen giver anledning til tordenvejr over Danmark.