Forårsvarme på vej mod Danmark: Op til 18 grader i weekenden
Forårsvarmen strømmer op over Danmark hele vejen fra Sydeuropa
Flere steder i landet kan man godt lægge både de korte ærmer og solbrillerne øverst i kommodeskuffen, men bor du ved en syd- eller østvendt kyst, skal du overveje påklædningen i weekenden en ekstra gang.
Læs også
Det er konklusionen ud fra torsdagens prognoser, der fortsat stiller store dele af landet en meget lun weekend i udsigt, hvor temperaturerne kan nå op omkring 18 graders varme dér, hvor det bliver varmest.
Forårsvarme strømmer op til Danmark sydfra
Årsagen til forårsvarmen skal findes i et højtryk, som fra Mellemeuropa bevæger sig sydøst om Danmark samtidig med, at et lavtryk placerer sig nær Storbritannien.
Det sender den lune luft fra syd op over Danmark, og med solens hjælp bliver det særdeles forårsagtigt.
Vi skal dog igennem en fredag med temperaturer mange steder på den lave side af de 10 grader, før at varmen slår igennem.
Allerede lunt på lørdag - varmen kulminerer søndag
Det sker lørdag, hvor man især i den sydlige og vestlige del af landet kan få de høje temperaturer at føle. Dog bliver det med en jævn søndenvind.
Også søndag ser ud til at kunne blive meget lunt i den sydlige og østlige del af landet, hvor forårsvarmen sandsynligvis kulminerer for denne omgang.
Det bliver med temperaturer, der kan nå op nær 18 grader, mens man i de nordvestlige egne får flere skyer og måske lidt regn.
Køligt vejr og havgus ved nogle af kysterne
Som det ofte er tilfældet på denne årstid, er der også et lille aber dabei at tage hensyn til.
Det gælder især for dem, som bor ved en syd- eller østvendt kyst, hvor den jævne vind med al sandsynlighed vil holde temperaturerne nede på et meget mere behersket niveau.
Læs også
I strandkanten må man ved nogle af kysterne belave sig på havgus og temperaturer så lave som fem grader, mens man andre steder i landet soler sig i temperaturer, der er markant højere.
Med andre ord går vi en weekend i møde, hvor mange vil opleve rigtigt forårsvejr med sol og varme, men hvor man også nogle steder får en lang næse.