Fødevareminister til veganer: - Jeg elsker bacon

Medstifter af Veganerpartiet kalder ministerens svar for følelseskoldt

Jakob Ellemann-Jensen (V) har kommenteret på videoen. Ha skriver, at folk må spise, hvad de vil, hvad enten de er veganere eller ej.

I samarbejde med tv2.dk

- Jeg kan simpelthen ikke udtrykke med ord, hvor vild jeg er med bacon.

Sådan lød det fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), som er valgt ind i Folketinget for Venstre i Østjyllands Storkreds, da han på dagen for Folketingets åbning og få meter fra indgangen til Slotskirken blev mødt af Veganerpartiet.

- Jakob, er det rigtigt, at det nye folketingsår skal handle om dyr?, ville medstifteren af partiet Henrik Vindfeldt gerne vide.

Læs også Den store veganer-krise: Sten elsker bacon

Et spørgsmål, ministeren i første omgang var lidt uforstående over for.

- Griseunger, der bliver slået ihjel i laderne, og hankyllinger, der bliver blendet, uddybede Henrik Vindfeldt.

Og her var det så, at Jakob Ellemann-Jensens responderede ved at erklære sin kærlighed til bacon, hvilket han kort efter understregede.

- Jeg elsker bacon, fortsatte fødevareministeren på vej op ad trapperne ind til Slotskirken.

00:30

VIDEO: På dagen for Folketingets åbning blev Jakob Ellemann-Jensen (V) mødt af Veganerpartiet.

Luk video

Kliche-svar af minister

Hele episoden er fanget på en video, som Veganerpartiet har redigeret og lagt ud på sin Facebook-side. 

Reaktionen fra miljø- og fødevareministeren kalder Henrik Vindfeldt for uheldig og ærgerlig. 

Læs også Veganere våger ved Århus Slagtehus: - Det er køernes holocaust

-  Det var en følelseskold kommentar at komme med fra en politiker, som skal varetage dyrenes interesser. Han skal jo kæmpe miljøets sag og give os nogle sunde fødevarer. Det, mener jeg ikke, var reflekteret i det svar, han kom med, siger han til TV 2 og påpeger, at han ikke har noget imod folk, der spiser bacon, som han selv har spist masser af i sit liv.

Lidt for kæk reaktion

Jakob Ellemann-Jensen har kommenteret på videoen fra Veganerpartiet i et opslag på Facebook, hvor han skriver, at folk må spise, hvad de vil, hvad enten de er veganere eller ej.

- Jeg er ikke veganer. Og jeg har det fint med, at folk spiser kød - forudsat naturligvis, at dyrene behandles ordentligt, og at opdrættet sker med respekt og hensyntagen til miljøet, skriver ministeren.

Læs også Arla: Mælkedebatten er skinger. Veganer: Vi søger ægte videnskab

Han forsøger at glatte tonen i sit svar lidt ud, men skriver, at hans bacon-svar kom på baggrund af en tendens, han finder irriterende.

- Jeg er simpelthen bare træt af, at jeg skal skældes ud over, at jeg og andre spiser kød, fordi nogle har en anden holdning. Derfor svarede jeg den - i øvrigt venlige - unge mand lidt for kækt og dumt under dagens rituelle skærsild mod Slotskirken.

- Så svaret var sandt nok. Jeg kan godt lide bacon. Det var bare ikke det, jeg blev spurgt til, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Miljø- og fødevareministerens svar på Facebook.

Forsøgte dialog

Henrik Vindfeldt er ikke enig i den udlægning, som miljø- og fødevareministeren kommer med.

- Jeg synes ikke, jeg skælder nogen ud, men derimod uddanner jeg dem. Jeg skælder ikke Jakob Ellemann-Jensen ud, fordi han godt kan lide bacon, men fordi han, som siddende minister på det område, ikke gør noget. Det føler jeg, at jeg er i min fulde ret til, fordi han om nogen er ansvarlig for de ting, der foregår på det her område, siger medstifteren af Veganerpartiet.

Læs også Folketingspolitikere: Kødfri dage? Ikke hos os!

Han føler ikke, at han fremmer sin sag på en forkert måde eller gør grin med Jakob Ellemann-Jensen ved at bringe videoen.

- Jeg forsøgte at gå i dialog med ham. Jeg synes, han gør en god indsats for at udstille sig selv. Jeg synes, det er på sin plads, at når Jakob Ellemann-Jensen kommer med sådan et svar, så lægger jeg det også på Facebook, siger Henrik Vindfeldt.

TV 2 har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen, der henviser til sit svar på Facebook og ikke ønsker at ytre sig yderligere.

01:35

VIDEO: En veganer møder en østjysk kvægavler i stalden. Se et tv-indslag fra 11. juni her.

Luk video