Flertal vil ulvebestand til livs: Ulovligt lige nu, siger forsker

Et politisk flertal er positive over for at regulere ulvebestanden i Danmark. Det viser en rundspørge, som TV Midtvest har foretaget

01:19
I samarbejde med tv2.dk

Et ulvepar i Midt- og Vestjylland er skyld i, at ulven er tilbage på dagsordenen på Christiansborg. Vildtkameraer i Midt- og Vestjylland viser nemlig, at parret har fået otte unger.

Og blandt politikerne er der et flertal for at regulere bestanden. 

Læs også Dødt rådyr på boldbane vækker undren: Er det en ulvs værk?

Men det er faktisk ulovligt, da ulven er beskyttet af et EU-direktiv, siger en seniorforsker ved Aarhus Universitet.

Vil skyde ulven

Det store kuld har givet anledning til, at mindst en fåreavler har ytret ønske om at få lov at skyde ulven, hvis den kommer for tæt på hans bestand.

For første gang er der nu dokumentation for, at ulve er begyndt at yngle i Danmark. Tidligere på ugen blev en ulv og dens hvalpe filmet i Vestjylland syd for Holstebro. Foto: Henrik Sahlholdt Nielsen - Scanpix

- Vi synes jo, at vi skulle have lov til at skyde dem, hvis de var i foldene, altså hvis de var tæt på vores får, så synes vi, at der skulle være en reguleringstilladelse på dem, sagde Jørgen Blazejewicz tirsdag til TV Midtvest.

Flertal for at regulere

Og det ønske bliver altså nu imødekommet af et flertal af Folketingets partier, blandt andet Dansk Folkeparti.

Læs også I dag blev ulven flået: Nu er den til salg for 50.000 kroner

- Jeg vil have dem reguleret. Jeg mener ikke, vi har plads til ulvene. Vi kan ikke have ulve, uden at de på et eller andet tidspunkt kommer i kontakt med mennesker. Vi bliver nødt til at se på den handlingsplan. Et ulvepar med otte hvalpe vidner om, at vi på et eller andet tidspunkt får et problem. Det handler om rettidig omhu, siger partiets miljøordfører, Pia Adelsteen, til TV Midtvest.

Samlet er Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance for regulering; Socialdemokraterne er: ”Med på at tale om regulering” og Enhedslisten, SF og Alternativet er imod. Radikale Venstre er ikke vendt tilbage med svar.

Regulering er ulovligt

Men flertallet kan vise sig ligegyldigt overfor en gældende lov, der dikterer, hvordan ulve skal håndteres i EU-landende.

Læs også Mulig ulv spottet på Djursland

- Habitat-direktivet betyder, at ulve ikke kan reguleres på nuværende tidspunkt i Danmark, siger Peter Sunde, der er seniorforsker ved Institut for Bio-Science på Aarhus Universitet.

Ifølge direktivet skal ulven have den maksimale grad af beskyttelse, og det betyder, at den skal være en alvorlig trussel mod ikke blot dyr, men også mennesker, før der må sættes ind mod den. Og det er slet ikke væsentligt med den bestand, der lever i Danmark i dag.

Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen, er tilhænger af, at den danske ulvebestand bliver reguleret.  Foto: Nikolai Linares - Scanpix

- Regulering bliver først relevant, når ulvebestanden er så stor, at den er levedygtig, og kun hvis de udgør en trussel overfor befolkningen, siger Peter Sunde.

Regulering er allerede tilladt

Ifølge forskeren er det til gengæld allerede tilladt at regulere – altså dræbe – enkelte individer, hvis deres adfærd bliver problematisk. Det betyder i praksis, at det er tilladt at skyde ulve, hvis de holder op med at være sky over for mennesker.

Læs også Hvad blev der af ulvene i Østjylland?

I så fald er det Naturstyrelsen, der skal vurdere sagen og give tilladelse til, at dyret kan blive skudt.

Peter Sunde kalder det ”helt ude af proportioner” at tale om at regulere den nuværende danske bestand.