Fan zoomede ind på modermærker og afslørede AGF’s nye spiller
AGF offentliggjorde søndag Pierre Kanstrup som ny spiller i truppen, men faktisk afslørede en ekstremt vågen fan det allerede lørdag aften
En ny spiller havde skrevet kontrakt med Superligaklubben AGF. Det meddelte klubben på sin Facebook-side lørdag aften, hvor en video viste en hånd, der skrev under på kontrakten.
Gætterierne og spekulationerne fra klubbens fans gik straks i gang, men det varede ikke længe, før Hussein Ali Hameed havde regnet den ud.
- Det er Kanstrup. De samme to modermærker ved kuglepennen fremgår også på dette billede, hvis man zoomer ind! Undskyld AGF, skrev Hussein på Facebook-siden med henvisning til dette billede:
Og ganske rigtigt. 12 timer senere offentliggjorde AGF, at klubben havde skrevet en toårig kontrakt med netop Pierre Kanstrup.
Afsløringen lå altså i detaljen - en ekstremt lille en af slagsen - men Hussein var ikke et sekund i tvivl.
- Jeg anede ikke, det var ham, men så læste jeg, at nogle skrev, det kunne være Kanstrup. Så tænkte jeg, at jeg lige måtte undersøge det på Google, siger Hussein Ali Hameed til TV 2 SPORT.
- Det første billede, jeg så, med højre hånd zoomede jeg egentlig bare ind på, og så kunne jeg se, at de to modermærker gik igen. Jeg tænkte, at det ikke kunne være andre end ham.
Hussein, der studerer cand.it, er netop nu i gang med at læse til eksamen, så det var faktisk mest af alt en kærkommen overspringshandling, der førte til afsløringen.
- Jeg sad og kedede mig med eksamenslæsning, så der skulle ske et eller andet, siger han.
Selvom AGF's teaservideo blev afsløret med det samme, har det kun skabt smil og glæde i klubben.
- Det er fantastisk, at vores fans har den ildhu. Stor cadeau til at han så det. Vi må se, hvad vi kan gøre næste gang for at narre Hussein og de andre, siger kommunikationschef Søren Højlund Carlsen til TV 2 SPORT.
- Vi har nogle dedikerede fans. Jeg blev lidt ærgerlig, da jeg efter 20 minutter opdagede, at der var nogle, der havde set en lille snas af et hår oppe i hjørnet, som vi absolut ikke selv havde set. Så begyndte de at spekulere i langhårede og langskæggede spillere.
- Men modermærket havde jeg ikke lige set komme. Vi var meget optaget af at dække hans tatoveringer.
Husseins uventede afsløring kommer dog ikke til at betyde ændrede procedurer i den østjyske fodboldklub.
- Det gør det ikke. Det er jo sjovt, og vi ville lave lidt lir her i weekenden. Vi ved godt, vi har mange dedikerede fans, der venter på nyheder om nye spillere, så det er bare sjovt, at de går så højt op i det. Jeg ved ikke, hvad vi gør næste gang, siger Søren Højlund Carlsen.
Pierre Kanstrup har senest spillet i Sønderjyske, hvor han havde kontraktudløb.