- En hård straf, siger Horsens-direktør om bøde på 50.000 kroner
En bøde på 50.000 kroner er en hård straf for manglende net foran udeholdets fans i kampen mod Brøndby i maj, mener AC Horsens' direktør
AC Horsens har svært ved at se rimeligheden i en bøde på 50.000 kroner, som superligaklubben er løbet ind i på baggrund af en kamp på hjemmebane mod Brøndby den 18. maj.
- Min umiddelbare reaktion er, at vi synes, det er en lidt hård straf. Det synes vi, fordi vi har haft en rigtig god dialog både med Brøndby, men også med Divisionsforeningen i forhold til afviklingen af den her kamp. Også i forhold til at gøre en indsats omkring afviklingen og sikkerheden på stadion, siger AC Horsens-direktør Kristian Nielsen til TV 2 SPORT.
Baggrunden for bøden er dels, at der blev kastet med plastickrus mod Brøndby-træner Alexander Zorniger, dels at man havde udvidet udebaneafsnittet, uden at man havde sørget for, at der var det foreskrevne net for udeholdets fans.
- Det er jo ikke første gang, vi udvider udebaneafsnittet i Superligaen, hvor der så ikke er net foran, lyder det fra direktøren, der fremhæver, at den slags er sket før og i andre klubber.
- Jeg tror også, du kan kigge på andre kampe. Jeg tror, der for nylig var en i Vejle, hvis jeg ikke tager fejl. Men hvis det er prisen, så er det prisen for ikke at have et net foran.
Tænker I det er umagen værd at sørge for, der kan komme flere udebanefans, hvis det ender med en bøde?
- Det vil være en vurdering fremadrettet. Det vil det helt sikkert, hvis det her er konsekvensen.
Samtidig mener Kristian Nielsen også, at man burde have skelet til, at AC Horsens ikke har haft mange sager, der har krævet behandling af disciplinær karakter.
- Der ligger én forseelse på AC Horsens, som fodboldens diciplinærkomite har forholdt sig til de foregående 12 måneder. Det var i forbindelse med en pokalkamp på udebane i Varde. Så det er ikke fordi, vi har mange tilfælde den vej rundt.
Næste dage afgør, om Horsens appellerer kendelsen
Uanset er forseelsen lige nu vurderet til 50.000 kroner, og i en klub af Horsens' størrelse er det en sum, der kan mærkes.
- Vi synes, det er mange penge. Det vil vi ikke lægge skjul på. Vi synes også, det er en stor bøde. Dem mener vi nok, vi kunne bruge til noget mere fornuftigt.
Læs også
I Brøndby er man ligeledes blevet straffet på baggrund af opgøret på CASA Arena i Horsens. Her var det Brøndby-tilhængerne, der var årsagen til et bødekrav på 200.000 kroner.
Hvorvidt østjyderne vil anke dommen, ved de ikke endnu. Det er noget af det, de nærmeste dage skal bruges til at tage stilling til.
- Nu kommer vi til at vurdere på, hvad der har været af lignende tilfælde. Og hvad der har været af konsekvenser og bøder i lignende tilfælde. Så må vi se på, om det er noget, vi vil appellere eller ej. Det er vel vejen frem herfra. Så det kommer vi til at bruge lidt tid på og kigge på det her.
AC Horsens næste ligakamp er mod FC Nordsjælland søndag den 26. august.