Ekstremt halvår: Her er ti nye danske vejrrekorder

Siden maj har vejret skrevet historie ti gange siden målingerne begyndte

Der har været rig mulighed til at bade i 2018. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Det er formentlig de færreste danskere, der er i tvivl om, at vejret det seneste halve år har budt på varme og solskin, som sjældent er set før. Men de tørre tal afslører, at der allerede er sat mindst ti nye danske vejrrekorder - alene siden maj - og altså på blot fem måneder.

Læs også Ekstraordinær varme skaber ekstraordinært issalg

Alle rekorderne hører enten til den varme side - eller til nye ekstremer hvad angår mængden af solskin. 

Vi ser her nærmere på ti af de rekorder, der er sat siden maj, i kronologisk rækkefølge. Kan du huske dem?

1 og 2: Varmeste maj i dansk vejrhistorie - og 15 sommerdage

Den varme rejse begynder allerede inden kalenderen viser sommer. Efter en ustadig og kølig 1. maj, hvor tilskuerne til fællesarrangementer i blandt andet Fælledparken i København måtte skutte sig i kulden, begyndte vejret at stabilisere sig.

Med masser af varme blev det allerede i midten af maj klart, at måneden var på vej til at blive den varmeste af sin slags siden 1874, hvor de landsdækkende temperaturmålingerne begyndte. Den tidligere rekord på 13,8 grader var helt tilbage fra 1889 og virkede nærmest som en umulig rekord at overgå.

Allerede i maj måtte markerne vandes - måneden blev både rekordvarm- og solrig. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Sådan skulle det dog ikke blive - og da maj 2018 var slut, viste tallene at middeltemperaturen for maj nåede utrolige 15,0 grader. Det er en uhørt høj overskridelse af en tidligere rekord - især fordi den havde stået urørt i 129 år.

Herunder gemmer der sig flere brandvarme tal. Blandt andet bød 15 af majs 31 dage på sommerdage, hvor temperaturen nåede over 25 grader. Det er helt ekstremt - og aldrig sket før. Derudover oplevede københavnerne den varmeste majdag i 217 år, da temperaturen den 30. maj nåede 29,3 grader på Frederiksberg.

3 og 4: Solrigeste maj - og måned - overhovedet

Ikke nok med at maj gav os ny varmerekord - solen skinnede også som aldrig før målt. Med utrolige 363 timers solskin blev maj ikke blot den solrigeste af sin slags - men også den solrigeste måned der er målt i dansk vejrhistorie.

Læs også Usædvanlig oktobervarme på vej mod Danmark

Målinger af solskinstimer begyndte i 1920, og maj overgik sin egen rekord på 347 timer sat tilbage i 2008.

363 timers solskin fordelt på 31 dage svarer til 11 timer og 42 minutters solskin hver dag i måneden.

5 og 6: Varmeste og mest solrige sommer målt

Hvis man frygtede, at kvoten af smukt sommervejr var opbrugt efter den ekstreme maj, måtte man tro om. I juni og i særdeleshed juli skinnede solen i enorme mængder, og selvom august på mange måder endte med at byde på mere 'normalt' sommervejr, skrev sommeren 2018 sig i høj grad ind i vejrhistorien.

Med en gennemsnitstemperatur for de tre sommermåneder på 17,7 grader blev det en tangering af alletiders varmeste sommer i 1997. Derudover skinnede solen samlet set 802 timer i løbet af kalendersommeren, hvilket overgår den gamle rekord på 770 timer fra 1947 med 4,2 procent.

Sommeren 2018 blev både den solrigeste der er målt - og det blev til en tangering af varmerekorden. Dermed er der ikke nogen sommer der har været varmere end i år.  Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Herunder hører endnu en selvstændig rekord: Juli blev den solrigeste af sin slags nogensinde med 339 timers solskin. Det er 18 timer mere end juli 2006, som bød på 321 timers solskin.

7: Varmeste badevand målt i Danmark

Den ekstreme sommer gav sig også udslag i ualmindeligt varmt langs de danske kyster. Siden 1996 har TV 2 VEJRETS' Badevandspatrulje målt havtemperaturen ved adskillige danske strande, og også her blev det til en ny rekord.

Læs også Tør sommer har givet den dårligste høst i 35 år

Den 25. juli blev vandtemperaturen ved Hestehovedet på Lolland målt til hele 28 graders varme. Ikke nok med én dag, men i hele tre dage i træk nåede temperaturen det nye rekordniveau. Sidenhen blev der målt en tilsvarende høj temperatur ved Bandholm på Lolland.

8 og 9: Seneste og længste løvfaldssommer

Da sommeren gik på hæld, og kalenderen viste efterår, fortsatte vejret i perioder med at give sommerfornemmelser. Selvom september sluttede af med halvkøligt vejr og to nætter med nattefrost, så begyndte varmen at tage revanche i løbet af oktober.

Løvfaldssommer over Danmark den 11. oktober 2018. Foto: Privat - Michael Bernstorff

Varm luft strømmede efterhånden op mod Danmark fra syd og sydøst, og prognoserne viste at vi meget vel kunne stå overfor den seneste løvfaldssommer nogensinde målt her til lands.

Fra den 11. og - i skrivende stund - til og med den 16. oktober, nåede temperaturen hver dag over 20 grader. Den tidligere rekord for seneste løvfaldssommer er 97 år gammel, hvor temperaturen fra den 10. til 12. oktober nåede 20 grader.

Derudover er aldrig registreret så lang en løvfaldssommer i oktober, som den vi oplever netop nu.

10: Højeste temperatur så sent på året

Den varmeste dag under den igangværende løvfaldssommer blev ikke bare 'lun', men meget varm.

Lørdag den 13. oktober - en dag med dagslængde svarende til den 28. februar - steg temperaturen i Store Jyndevad ved den dansk-tyske grænse til hele 24,3 graders varme. Det er ikke bare den næsthøjeste temperatur målt i oktober siden 1874, men også den højeste temperatur målt så sent på året i Danmark.

Læs også Rekordvarm sommer i Europa – blev den varmeste i mere end 100 år

Dermed blev 'rekorden' fra 16. oktober 1949 på 23,5 grader overgået.

I mange af vores nabolande blev der ligeledes sat nye standarder for hvor varmt det kan blive i oktober.

.. og det er ikke engang hele historien..

For derudover er der alle 'lige ved og næsten'-rekorderne, som det seneste halve år har budt på.

Med 73 sommerdage var vi snublende tæt på rekorden fra sommeren 1947, hvoraf den første kom som den tidligste i 64 år, den 19. april. Derudover havde vi hele 18 tropenætter, hvor temperaturen forblev over 20 grader om natten. Det er det tredjehøjeste antal der er målt herhjemme og det højeste i 21 år.

Vi fik 18 tropenætter i år - og to gange blev det en tangering af næstvarmeste nat herhjemme. Foto: Privat - Anja Bundgaard

Desuden fik vi to gange den næstvarmeste tropenat med 22,9 graders varmesom laveste temperatur, og den 25. juli blev der med 33,1 grader målt den højeste temperatur i København i 43 år.

Et udbredt regnvejr den 28. juli var eneste årsag til at juli ikke også endte med at blive rekordtør.

Hermed slutter den foreløbige historie om et ekstremt vejrår - der måske kan nå at kaste endnu en rekord af sig. Det er sandsynligt, at 2018 ender med at blive det solrigeste år målt herhjemme - der mangler blot 106 timer i resten af oktober, november og december, før rekorden på 1878 solskinstimer fra 1947 bliver overgået.

02:13

VIDEO: Vi er nu også nået til den tid på året, hvor hjortene i Marselisborg Dyrehave er i brunst. Derfor skal man tage sin forholdsregler - hør mere om dem i interviewet her.

Luk video