Ekspert: Dårligt indeklima i skolen kan sætte sig på nervesystemet

Indeklimaet er så dårligt på mange danske skoler, at Arbejdstilsynets regler ofte bliver brudt

00:32

VIDEO: I mange danske skoler er der rigtig dårlig ventilation, og det skaber en ophobning af forureninger i lokalet, siger professor Geo Clausen fra DTU, der er ekspert i indeklima.

Der er stadig udbredte problemer med indeklimaet i de danske folkeskoler, og det går ud over elevernes trivsel og indlæring.

En undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet af 245 klasselokaler viser, at eleverne i 9 ud af 10 tilfælde bliver undervist i dårlig luft eller høje temperaturer i løbet af skoledagen.

Det går ud over undervisningen, fortæller professor Geo Clausen fra DTU, der er ekspert i indeklima:

Læs også Dårligt indeklima skal øverst på skoleskemaet

- I mange danske skoler er der rigtig dårlig ventilation, og det skaber en ophobning af forureninger i lokalet. Det kan være ting, som børnene selv afgiver, som blandt andet CO2, men det kan også være afgasninger fra materialer, eller hvad de måtte have med. Det har altså en betydning for deres trivsel, sundhed og indlæring.

- Dels kan børnene få slimhindeirritation på øjne, næse og hals. På et tidspunkt kan det også begynde at give effekter på centralnervesystemet. Det er det, vi oplever som at være trætte, uoplagte og få hovedpine. Så er det altså ikke let at koncentrere sig om skolearbejdet, siger Geo Clausen til TV 2.

Er det nok bare at åbne et vindue, så der kommer noget gennemstrømning af luft?

- Selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan for selv at være med til at finde løsninger på det. Men vi har undersøgt det her, og det er ikke nok. 25 elever i et beskedent lokale og måske en dobbeltlektion, det kan altså ikke klares med at åbne et vindue midt i timen. Der skal mere til, siger Geo Clausen.

Reglerne bliver brudt

Er der ligefrem tale om ulovligheder?

- Arbejdstilsynets regler bliver i hvert fald ofte brudt. I Danmark er børnene ikke omfattet af reglerne, som de er i Sverige, men det er lærerne jo. Vi ser ofte, at Arbejdstilsynet ofte er ude og give påbud, siger Geo Clausen til TV 2.

Læs også Gymnasieelever konkurrerer i at lufte mest ud

Han fortæller, at der er blevet målt meget høje niveauer af CO2 i nogle af de her klasselokaler, men det hjælper meget at børnene kommer ud i frikvartererne, og at der bliver luftet ud i klasselokalerne.

Midlertidige barakker bruges stadig efter 45 år

På Paarup Skole ved Odense må børnene i 3. klasse ofte gå hjem med hovedpine.

1973 byggede man tre midlertidige barakker foran hovedindgangen på skolen, fordi der manglede pladser til skolens elever. Det skete dengang på mange skoler - men i dag, 45 år senere, står barakkerne stadig på Paarup Skole. Og børnene i 3. klasse bliver stadig undervist i lokalerne.

Om sommeren er der ulideligt varmt i klasselokalet, og om vinteren er det iskoldt.

-  Nu har vi været her sådan cirka 10 sekunder, og vi er allerede ved at få små-åndenød. Og det er ikke for at dramatisere det, det er bare sådan, forholdene er, siger Søren Smedegaard, far til tre og skolebestyrelsesformand på Paarup Skole, mens han viser TV 2 rundt i barakkerne.

Læs også Stines søn blev syg: Mistænker skimmelsvamp på skole

Søren Smedegaard forsøger at råbe Odense Kommune op og få en løsning på plads. Og det er på høje tid, for både elever og lærere blive bogstaveligt talt syge af forholdene.

- Jeg fik ret tit ondt i hovedet, og så blev jeg nogle gange sendt hjem, fordi jeg havde så kraftigt ondt i hovedet, siger Luna, der gik i 3. klasse sidste år.

Vinduerne må ikke åbnes

På en anden skole, Samsøgades Skole i Aarhus, er vinduerne så gamle og usikre, at de ikke må åbnes om sommeren. 

- Og der er heller ikke nogen ventilation, så man kan heller ikke lufte ud, fortæller Mathias Sonne Bang, der er næstformand i skolens elevråd.

Ifølge DTU er de to skoler ikke alene med deres indeklimaproblemer. En undersøgelse har vist for høje CO2-koncentrationer i klasseværelserne på 90 procent af de undersøgte skoler. 

Undersøgelsen viser samtidigt, at eleverne præsterer ni procent dårligere i test, når indeklimaet er dårligt.

- De lærer simpelthen ikke det, de skal, siger professor Geo Clausen fra DTU.